Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/25

Ud over Skruvet som et Teppe bred
At Draaberne ey samles der, men glide,
Uskadelige Halmens Render ned.
 Nu Agren ydet har sin rige Gröde
Er vist nok Bondens Glæde stor; men Frygt
Dog mörkner den; endnu kan Vanhæld möde,
O var den först i tette Lade trygt!
At Solen i sin Magt endnu fremtræder
Paa klare Himmel, Flommen sinkende,
At krone kloge Haab med visse Glæder!
Ja Godheds Gud har hört, og sagt: det skee!
 Skiöndt underlig opholdet mellem Fare
Og blandt Naturens mangehaande Död,
Saae Noah ynksom til den frelste Skare
Og tvivlsom til den Jord, som nye frembröd
Fra Havet: ”Hvad om Bölgen, stedse rede
”Kun lurer paa den förste Mandens Synd
”For atter at frembyde og nedtræde
”Den overblevne Slægt i giftig Dynd!„
Glad over Frelsen, men med tvivlsom Glæde,
Paar Ararats den endnu glatte Top
Han offrede, Gud Herren at tilbede,
Men sendte Tvivl og Frygt blandt Lovsang op.