Ding lange stedse rige Ager kand
Om Fortrin nok med tynde Skove trætte,
Og Havets Rigdom leeger ved din Strand.
Og veed du Skovens Yndest at undvære
— Thi naar var Trang ey vittig? Naar var Nöd
Ey hældig i sin Underviisnings Lære?
Og hvad er Mennesket saa kiert som Bröd? —
Det mörkner, tunge sorte Skyer hænge
Den hele Himmel over, Stormene
Dem drive mod hinanden, sammentrænge
I snever Kreds de overlæssede.
Hör Luften fisker alt, de store Draabes
Alt falde sielden ned — Nu Drende hast
Nu skynder eder Piger! Neeget raaber
Levn du uskaaren Ager, Seglen kast
Og skryvermed Forstand halv-törre Neeger
Omhyggelig vend Korendusken ind
Giör Skruvet[1] fat at Sephir naar den leeger
Blandt Skruvene ey troer sig mægtig Vind;
Saa störste Neeg af told, för sadt tilside
- ↑ Skruv — saa kaldes en Kornstak af en halv Træve. At sætte saadan en Kornstak sammen, kaldes: at skryve.
