Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/14

”Og Haabet som den Trællende opliver
”Med lövterige sielden falske Smiil,
”Han gaaer den samme Gang; hans gridske Öye
”Med haabefulde Syner qvæger sig,
”I Axets mange Fold han seer sin Möye
”Erklæret viis, og lönnet rigelig.
”Men da, naar Axets Riigdom Straaet böyer,
”Naar Modenhed forgylder Ageren,
”Der selv som til et Neeg sig sammenföyer
”Og synes at udfordre Segelen;
”Da naar hans glede Öye spotter Hunger
”Den viide Brödmark overskuende,
”Da er hans Fryd som min, Din Lov han siunger:
”Med Godt o Gud! Du Aaret kronede
”Og Fedme staaer i Fiedene Du træder,
”Og fra din synligen opladte Haand
”Nedfalder Bröd til Hungrige, og Glæder
”Nedstige til den kummerfulde Aand.
”O var kun Hiertet som det burde være,
”Kun aabnet for Din Veyes Miskundhed
”Og Sandhed; at det Frugter kunde bære
”Gud af Dit Ords usvigelige Sæd;
”At naar Din Haans min Isse snart udpeeger