”Iblandt de modne Ax, jeg böyer mig
”Glad under Seglen, samles i de Neeger,
”Som giör Din store Höst höytidelig.
Fred med din Aand du Gamle! stille glide
Og smilende dit Lives Aften ned,
Den Ondes Angest flygte fra din Side
Og i din Barm udbrede Gud sin Fred!
Du meer en Musen Bardens Lue tænder.
— Hvor Skiön og lys og alt-antændende
Er ikke Andagts Ilden, naaar den brænder
Saa rolig under Alderdommens Snee! —
Her hvor du stod, (thi denne Plet er fredet
En Helligdom) her hvor din Haand jeg saae
Andægtigen til Herrens Lov udbredet,
Her vil jeg glad den stemte Cithar slaae,
Her förend Dagens mange Sysler slynge
De stille Tanker i sin Hvirvel ned —
Vil jeg betragte Axet for at synge
Alviisdoms Lov — og vist nok Viisdoms Fied
Er dybt, selv det hvor et bevæbnet Öye
Seer idel Tomhed, men den synlige
Natur erobrer, ja det koster Möye
