dinavister, navnlig Ludv. Kr. Daa, som fra at være en af Norskhedens var blevet en af den skandinaviske Enhedstankes ivrigste, mest yderliggaaende Forkjæmpere. Det maa siges, at Munch bestod Kampen med stor Glans. Det viste sig — vistnok til ikke liden Forundring for Samtiden, som var vant til at se i ham den stille Gransker —, at han i Hensyn paa Vid og Slagfærdighed kunde tage det op med en saa øvet og vel udrustet Polemiker som Daa, og da han overgik saavel Daa som alle de andre uendelig meget i omfattende Kundskabsfylde og dertil havde fremfor dem en god Sag, idetringeste i Hensyn paa Stridens Hovedpunkt, saa blev det ham, som umiskjendelig gik af med Seiren. Og det var en Seir for norsk Nationalitet og norsk Nationalaand; det maatte man have en Følelse af i Samtiden. Det maatte virke til at bortrydde Tvivlene om, at den historiske Arv, hvorpaa Nordmændenes Selvstændighedsaand havde bygget sig op i de forudgaaende Tider, virkelig ogsaa tilhørte Norge og Norge alene, og det maatte virke til at styrke Følelsen af, at man havde Historiens Stemme for sig, naar man haabede for sit Land en større Fremtid end den at være Anneks til et andet Rige.
Men fremfor alt var det ved «Det norske Folks Historie», at Munch kan siges at have kaldt det gamle Norge frem til Undsætning for det nye i en af dets Trængselsperioder. Det var, saa at sige, et Opbud i Masse af alle Sagatidens Minder. Verket, som begyndte at udkomme i 1851, fik en efter Landets Leilighed overordentlig stor Udbredelse. Det udkom heftevis, og i en Række af Aar fulgte det ene digre Hefte det andet med et Par Maaneders Mellemrum, saa det efterhaanden hobede sig op til et kolossalt Omfang. Det var vel ikke mange, som læste det altsammen, men mange læste dog i det eller bladede i det og fik ialfald et Slags almindeligt Indtryk af Rigdommen og Fylden af det historiske Liv, som her var gransket og skildret. Og bare dette Indtryk gav Styrke til at komme ud over Mismodet og staa imod den omsiggribende nationale Pessimisme.
Munch opnaaede saaledes en Folkeyndest saa Stor og almen, som den vel sjelden tilfalder en videnskabelig Rydningsmand, om han end er noksaa fremragende og hans Arbeide noksaa betydningsfuldt. Han var ved sin Død vistnok Norges populæreste Mand. Budskabet om hans Død vakte da ogsaa en virkelig Landesorg, som var saa meget større, fordi Budskabet kom saa aldeles uventet; han var jo endnu en Mand i sine bedste Aar, hans Helbred tilsyneladende den bedste, og han havde i den sidste Tid af sit Liv arbeidet med en endog hos ham usedvanlig Kraft og Udholdenhed Storthinget bevilgede, straks efter at have modtaget Efterretningen om hans Død, en ekstraordinær Pension til
