Side:J. E. Sars - Samlede Værker 4.djvu/234

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
234
Portrætter og Essays

naviske Stammes oprindelige Herlighed og derigjennem ogsaa drog selve Grunden bort under de danske og svenske Paastande paa Medeierret i Edda- og Sagalitteraturen, bekjæmpede han disse Paastande paa en mere direkte og for Almenheden mere tilgjængelig Maade i en Række Avisopsatser eller populære Smaaskrifter, hvori han paaviste de mange Selvmodsigelser og Forvrængninger eller Fordølgelser, som man maatte ty til for at slippe bort fra eller dække over det sande Forhold. Han indvikledes derunder i en langvarig og meget voldsom Pennefeide.

Det var just i de Aar, da Danmark fik at bestaa sin første store Kamp mod Slesvig-Holsteinismen og dens tyske Forbundsfæller. Baade inden den norske og den svenske Almenhed gik, som naturligt, Sympathierne afgjort i dansk Retning, og derved fik den fra Danmark stammende skandinaviske Bevægelse adskillig ndgang ogsaa i Norge og Sverige, særlig inden akademiske Kredse. Munch delte ganske disse Sympathier og optraadte offentlig og med megen Varme for Danmarks Sag. Af hans personlige Forhold og tidligere Deltagelse i den offentlige Diskussion fremgaar det, at han, saa langt fra at være en ensidig Norskhedsmand, tvertom just hørte til den Kreds af Nordmænd, som havde mest Øie for det rigtige og nyttige i en nærmere Sammenslutning og Samvirken mellem de skandinaviske Folk. Men det undgik ikke hans skarpe Blik, at det skandinavistiske Program, saadan som det dengang blev formuleret og praktiseret, var beheftet med adskillig Inkonsekvens og Tvetydighed og bar altfor mange Merker af sin danske Herkomst, — at de smukke Talemaader om Broderskab og Enighed mellem Nordens Folk i adskillige Tilfælde tjente som et Forhæng, bag hvilket dansk Nationalegoisme eller dansk Nationalforfængelighed søgte at drive sit Spil, og han fandt sig opfordret til at paatale dette uden Skaansel. Særlig ansaa han det som sin Skyldighed i Egenskab af norsk Historiker at tilbagevise de Forsøg, som blev gjort paa at give den skandinaviske Bevægelse en bred historisk Grundvold ved at tilvende for hele det skandinaviske Norden, hvad deri Virkeligheden alene tilhører Norge, og ved at opfriske i Skandinavismens Navn gamle Fordomme og Misforstaaelser af Nordens Oldhistorie, gamle af dansk eller svensk Nationalforfængelighed dikterede Paastande paa Medeierret i norsk Historie. Det var fremfor alt om dette Punkt — Skandinavismens formentlige historiske Forudsætninger —, at Striden kom til at dreie sig, medens Spørgsmaalene om den skandinaviske Politiks Vilkaar i Samtiden og Fremtidsudsigter traadte mere i Baggrunden.

Munch stod alene paa sin Side, medens han havde mod sig, foruden flere danske og svenske Lærde, ogsaa enkelte norske Skan-