hjemme her eller idetmindste, at Danmark og Sverige maatte have Medeierret i dem.
Danske og svenske Lærde, særlig danske, arbeidede gjennem lange Tider ufortrødent og paa en Maade, som ofte gjør et høist utiltalende Indtryk ved sin Smaalighed eller aabenbare Uærlighed, paa at faa det indhamret i den almene Bevidsthed, at Forholdet virkelig var et saadant. Man brugte stadig Benævnelsen oldnordisk eller islandsk om Edda- og Sagalitteraturen; man oversatte stadig Ordet «norrøn», hvor det forekom i de gamle Skrifter, som «nordisk», aldrig som norsk, endog der, hvor «norrøn» nævntes som sideordnet Begreb med «dansk» og «svensk»; man omtalte stadig Island som en nordisk Koloni, som om det var bebygget fra alle tre skandinaviske Lande, saa Benævnelsen islandsk og oldnordisk kunde gjælde som fuldstændig enstydig. Man undgik saameget som muligt at nævne eller hentyde til Norge og norsk Nationalitet, stundom saaledes, at det næsten gjør et komisk Indtryk ved Maaden, hvorpaa det røber den onde Samvittighed. Som t. Eks., hvor det i den i Kjøbenhavn i 1845 udgivne Samling «Antiqvitates Americanæ» heder: «Ved Ordet norrøna forstaaes her det nordiske Sprog, som paa den Tid brugtes over hele Norden, nemlig i Danmark, Sverige, Island, Grønland, Færøerne, Orknøerne, Shetlandsøerne, Hebriderne og Dele af England og Skotland.»[1] Norges samtlige Udflytningslande nævnes altsaa, men Moderlandet springer man over; Norrønasproget omtales, som om det blev brugt i hele Norden undtagen i det Land, hvor det havde sit rette Hjem, og hvorefter det er blevet benævnt; Norges Navn maa for enhver Pris ikke nævnes, endog der, hvor dets Ikkenævnelse bliver den mest skrigende Absurditet — det giver altfor ubehagelige Mindelser. Eksemplet er virkelig betegnende for en Tendens, som i lange Tider gjorde sig gjældende inden dansk og svensk Historie- og Sprogforskning. Man lagde ligefrem an paa at faa norsk Historie i dens rigeste og glansfuldeste Tid konfiskeret til Fordel for et nordisk Fællesbo; man lagde an paa at faa norsk Nationalitet, Edda- og Sagalitteraturens rette Eneeier, nedsat til blot Medeieri samme jævnsides med den danske og svenske, ja endog at faa den ligefrem eksproprieret, kastet ud af sit eget Hus, saa at først norsk blev gjort til enstydigt med nordisk og derefter nordisk til enstydigt med dansk og svensk.
Ligeoverfor dette Uvæsen optraadte Munch som den aarvaagne utrættelige Forkjæmper for Norges historiske Ret. Samtidig med at han, som før omtalt, ved sine rent videnskabelige Skrifter forberedte eller indledede en ny almindelig Opfatning af Nordens Oldhistorie, som gjorde det helt af med Drømmen om den skandi-
- ↑ Munch, Saml. Afhandl. II, Side 179.
