Side:J. E. Sars - Samlede Værker 4.djvu/232

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
232
Portrætter og Essays

Samfundets høiere, ledende Kredse at stille sig høist skeptisk ligeoverfor Spørgsmaalet om det norske Folks nationale Fremtidsudsigter og Evne til at leve sit eget Liv, ja endog at præke den rene Selvopgivelse. Denne pessimistiske Stemning fandt ogsaa i de samtidige Forhold mangt og meget, hvorved den kunde næres. De Tilløb, som i Norskhedsperioden og siden af Romantiken var gjort paa at grundlægge en national norsk Skjønlitteratur, syntes at være saa omtrent helt afbrudt; Landets faa Kunstnere maatte ekspatriere sig for at kunne bestaa aandigt og økonomisk; det saa virkelig ud til, at «intet vilde trives i vore aandige Urtebede» som det heder i «Norges Dæmring». Man havde slaaet sig med stor Iver paa Næringsveienes Ophjælpelse og Reformering af det økonomiske Stel; men ogsaa dermed gik det smaat og traat; Bønderne holdt seigt ved sine gamle Uvaner og vilde ikke lære at arbeide paa europæisk Vis; de bedste flyttede ud af Landet o. s. v. o. s. v. Just i denne Trængselstid var det, at den norske historiske Skole og fremfor alt Munch udfoldede sin rigeste litterære og videnskabelige Virksomhed og tilførte den vaklende og vigende Nationalaand en særdeles betydningsfuld Undsætning fra Norges Storhedstid.

Det er vel bekjendt, hvilken Indflydelse Minderne fra denne Storhedstid i al sin Uklarhed og Ubestemthed øvede til at vække den nationale Selvfølelse hos Nordmændene i Slutningen af det 18de Aarhundrede og til at forberede deres politiske Reisning i Begyndelsen af det 19de. Siden da var disse Minder blevne yderligere dragne frem og gjort til Gjenstand for flittig Granskning; men samtidig blev der ved denne Granskning kastet Skygger af Tvivl eller Usikkerhed over deres Forhold til norsk Nationalitet. For det første blev den, som før omtalt, behersket af den romantiske Historieopfatning, hvorefter det bedste i de gamle Minder, Aanden i dem, nødvendigvis skulde være noget saa uhyre gammelt, at det maatte ansees som et Fælleseie for alle skandinaviske Folk (eller, som tyske Lærde sluttede ud fra de samme Præmisser: for alle germanske Folk). Dernæst var det i første Halvdel af det 19de Aarhundrede, inden den norske historiske Skole begyndte sin Virksomhed, væsentlig i Danmark og Sverige, at Studiet af den gamle norrøne eller norsk-islandske Litteratur blev drevet. De fleste og bedste Haandskrifter, hvorigjennem denne Litteratur er naaet frem til Nutiden, fandtes samlet i danske og svenske Arkiver og Bibliotheker, og det var her de blev gransket og afskrevet og bragt frem for Almenheden. Disse Forhold fik et Slags tilbagevirkende Kraft, saa man i al Troskyldighed forestillede sig, at de litterære Skatte, som nu bevaredes i Danmark og Sverige og derfra sendtes ud i Verden, ogsaa oprindelig maatte høre