esserede ham saa levende — jo større Vanskeligheder den frembød, desto mere —, saa der ikke blev Plads hos ham til noget Spørgsmaal, om den ogsaa kunde ventes at ville give et Udbytte, som nogenledes svarede til Arbeidet, eller om Knuden overhovedet var værd at løse. Han gjør forsaavidt Indtrykket af et Barn med Kjæmpekræfter eller af en aandig idrætsmand med en saa svulmende Muskelfylde, at han har en aldrig hvilende Trang til at bruge den, lige godt hvad det er paa.
Ogsaa over hans ydre Personlighed og hans Væsen vedblev der hele Livet igjennem at hvile et sterkt iøinefaldende Drag af Barnslighed, hvad jo saa ofte er Tilfældet med geniale Mennesker. Han var en statelig, ualmindelig smuk Mand, høi af Vækst, med fintskaarne, fornemme Ansigtstræk; men ved hans Mund var der noget barnlig blødt og i hans Blik noget ubestemt, usikkert svævende. Han kunde more sig paa det hjerteligste ved alskens Taskenspillerkunster og Narrestreger. Han vedblev al sin Tid at være paa det mest levende interesseret i Byens chronique scandaleuse, og man kunde høre ham, den enthusiastiske Gransker, optaget som han var af en stor, betydningsfuld Livsgjerning, meddele Opdagelsen af en eller anden intetsigende Privathemmelighed med en Glæde og et dybt Alvor, som om det var et stort videnskabeligt Fund.
Naar det maa erkjendes, at Munch ved at paatage sig at skrive det norske Folks Historie for en Del førtes ud over de rette Grænser for sin Begavelse, og at det forsaavidt vilde have været bedre, om han havde indskrænket sig til at levere kritiske Forarbeider til en Fremstilling af Folkets Historie istedetfor denne selv, maa det paa den anden Side heller ikke glemmes, hvor stort et Savn dette Munchs Hovedverk af hjalp i norsk Litteratur, og hvor overordentlig vigtig Rolle det har spillet i Samtidens nationale Liv og Udvikling just ved at give, hvad det gav: en, ikke bare for videnskabeligt interesserede Læsere, men for hele den store Almenhed bestemt og tilgjængelig Fremstilling af det norske Folks Historie fra de ældste Tider og fremover i hele dens Omfang.
Nordmændenes Nationalfølelse fik i Femti-Aarene at gjennemgaa en meget alvorlig Krise. Ovenpaa den Wergeland’ske Norskhedsbegeistring og Romantikens Bondeforgudelse fulgte en Reaktion, som naaede sit Høidepunkt i disse Aar. Drømmen om Norges fremtidige Storhed blev afløst af mismodige Betragtninger over dets Lidenhed og Fattigdom i Nutiden. Det blev Mode inden
