Side:J. E. Sars - Samlede Værker 4.djvu/230

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
230
Portrætter og Essays

engang fundne Leie og ophører tilsidst næsten aldeles at flyde. Dette gjælder da særlig Unionsperioden, det Afsnit, som Munch kom til at behandle i de to sidste Bind af «Det norske Folks Historie».

Det kunde vel siges, som han har sagt i Fortalen til det første af disse Bind, at hans Bearbeidelse af dette Tidsrum af Norges Historie «i næsten høiere Grad end af de foregaaende var en Fremtrængen paa aldeles ubanet Vei, et Slags Oprydden af et fuldkomment Vildnis, hvor man kun med usigelig Møie kunde arbeide sig frem». Selve Stoffet til Unionsperiodens Historie var mere spredt og vanskeligere at indsamle end Stoffet til de forudgaaende Perioders Historie. Men det var paa den anden Side i sig selv langt mindre interessant og kunde aldrig ventes at faa nogen større Interesse, hvor mange nye Fund der blev gjort, og hvor omhyggelig der blev gravet efter i alle Kroge, eftersom det jo altsammen vedkommer ikke Spirerne til et voksende Liv, men bare de visne Rester af et hendøende. Unionsperiodens norske Historie frembød vel, saa aldeles ubearbeidet som den var, før Munch tog sig for at fremstille den, nok af Knuder at løse, nok af Spørgsmaal, endog vanskelige Spørgsmaal for den kritiske Granskning; men da det her gjaldt en Periode med et svagt pulserende eller næsten stillestaaende historisk Liv, var disse Spørgsmaal, endog de vanskeligste, fordetmeste saa smaa og af en saa snæver og speciel Art, at det, i Hensyn paa Historieforskningens væsentlige Formaal, maatte synes saa temmelig ligegyldigt, om de blev besvarede paa den ene eller paa den anden Maade, eller om de overhovedet blev besvarede.

Man kunde vel mene, at en Forskerevne som Munchs var for god til at sysselsættes med Indsamlingen af et sligt Stof og Løsningen af slige Opgaver, — at det var et Misbrug af Kræfter, naar en genial Begavelse, som med saa lysende Fremgang havde drøftet de store Spørgsmaal om «Racers Udspring, Sprogs Forgrening», blev sat til at rode aarevis i et historisk Ørkenbeltes Sanddynger for at bringe paa det rene, om Kari Skindstak var en Datter af Kari Træstak, eller hvilket Aar der var det rette Dødsaar for en Mand, om hvem man ikke ved mere, end at han hedte saa og saa, og aldrig kan faa vide mere end dette, eller andre ligesaa intetsigende Ting. Selv havde han imidlertid neppe nogen Følelse heraf. Det ser ud til, at han i en meget høi Grad havde Specialisternes sedvanlige Tilbøielighed til at sætte overdreven Pris paa, hvad der er nyt og sjeldent, uden Hensyn til Nytten eller den Brug, som kan gjøres deraf. Hvor han stødte paa noget dunkelt, en uløst Knude, en uopklaret Gaade, der vaktes hans Nysgjerrighed eller Opdagerfantasi; Undersøgelsen i sig selv inter-