hans Enke og desuden en Sum til Familiens Hjemreise fra Rom. Ved en Nationalsubskription stiftedes et Legat til hans Minde, «hvis Renter skulde anvendes til Stipendier for Studerende, fortrinsvis for saadanne, som dyrker nogen af de Videnskaben hvori den afdøde udmerkede sig». Ved andre Subskriptioner samledes Midler til Udførelse af hans Portræt for Universitetet og til et Mindesmerke paa hans Grav paa den protestantiske Kirkegaard i Rom. Landesorgen og Følelsen af det uerstattelige Tab, Folket havde lidt, fandt et gribende Udtryk i Bjørnsons storslagne Mindedigt, som slutter med disse Ord:
«Men vi spørger, mens vi stirrer
efter hine Tankens Skarer,
der opløste farer hjemad:
hvem skal anden Gang dem samle?
Thi naar han skar op en Krigspil,
mødte Lendermænd og Bønder
og til Hjælp fra Sverige, Danmark.
England, Franken raske Skuder
fløi paa Havet mod hans Merke!
Den uhyre Kongeflaade
laa til Ankers under Landet;
vante var vi til at se den
eller til at spørge nyt fra
dens Erobringer og Togter.
Hvad den vandt, vi har for evigt;
men den selv har nu faat Hjemlov.
Sammen staar vi, ser det sidste
Seil i Horisonten tone,
vender saa og spørger sagte:
hvem skal anden Gang dem samle?»
