Side:J. E. Sars - Samlede Værker 4.djvu/222

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
222
Portrætter og Essays

just derved adskillige af de Vaaben, som siden med størst Held har været brugte til at bekjæmpe den. Det gik ham altsaa, som det gik Alkymisterne, som søgte Guld og fandt, ikke det, men noget andet, tildels mere værdifuldt. Han søgte ved sin Behandling af de fra en forhistorisk Tid stammende nordisk-skandinaviske Sagn at reise nye Støtter under Hypotheserne om en Indvandring nordfra og sydfra og et Sammenstød mellem nordgermanske og sydgermanske Folkestrømme i det sydlige Skandinavien; — det lykkedes ham ikke, men han opnaaede dog ved denne Behandling at faa Nordens Sagnhistorie helt omskabt — dels direkte, dels indirekte — d. v. s. dels ved sine egne Undersøgelser, dels ved Undersøgelser af andre, hvortil han gav Stødet, eller som blev indledet og forberedt for ham, som t. Eks. den fremragende danske Forsker C. A. E. Jessens «Undersøgelser i nordisk Oldhistorie» (1861), hvor Forfatteren rettede meget skarpe Angreb paa Munchs Kritik af Sagnene om Braavoldkampen o. s. v., men dog paa samme Tid byggede i meget vid Udstrækning paa den ved denne Kritik lagte Grundvold, hvad han ogsaa selv bagefter paa en Maade har erkjendt, idet han har hyldet Munch i de sterkeste Udtryk som «Nordens største Historiker».

Af den overordentlig store Vegt, som den norske historiske Skole lagde paa Hypothesen om Nordmændenes særskilte Indvandringsvei og paa de dertil knyttede Forestillinger om Nordmændene som en mere ublandet nordgermansk Nationalitet end Svenskerne og Danskerne, hvorfor ogsaa hos dem Stammens gamle Sprog og Aand, Sagn og Myther skulde have været bevarede længst og bedst og renest, fremgaar det tydelig nok, at Skolens Udgangspunkt var den romantiske Historieopfatning, saadan som den forud var blevet gjort gjældende i Danmark og endnu tidligere i Tyskland — denne Historieopfatning, som mere eller mindre bevidst og bestemt gik ud fra Forestillingen om en Guldalder langt op i Tiden, forud for al Historie, og som derfor var tilbøielig til at gjøre alt godt til gammelt og alt gammelt til godt og til at se i de historiske Nationaliteter og Kulturer en Arv eller en Skat, som alene kan forvanskes ved at forandres, istedetfor et Udviklingsprodukt.

Baade Keyser og Munch hyldede fra først af en hermed i det væsentlige stemmende Betragtningsmaade. Og Keyser synes at være blevet staaende ved den hele Livet igjennem. Men Munch, den aldrig hvilende Opdagernatur med det gjennemtrængende kritiske Skarpsyn, arbeidede sig efterhaanden ud af den paa de fleste afgjørende Punkter.

Han begyndte med at opfatte Edda- og Sagalitteraturens Sprog, det norsk-islandske, som det nordiske Stam- eller Rodsprog og