Side:J. E. Sars - Samlede Værker 4.djvu/223

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
223
P. A. Munch

saa deri en af Nordmændenes nationale Herligheder, at de havde bevaret dette Stamsprog saa meget længere og bedre end Svenskerne og Danskerne, hos hvem det tidlig skulde være blevet forvansket ved Blanding og Berøring med fremmede Nationaliteter. Men i de lingvistiske Arbeider, han udgav i Firti-Aarene, særlig den i 1846 offentliggjorte Afhandling «Sproghistorisk Undersøgelse om det ældste fællesnordiske Sprogs Udseende og Forsøg til at bestemme den olddanske og oldsvenske Mundarts normale Orthografi, Grammatik og rette Forhold til Norrøna-Mundarten» og den i 1849 udkomne Bog: «Forn-svenskans och forn-norskans Språkbygnad», har han gjort helt andre Synsmaader gjældende og banet Vei for den Opfatning af det skandinaviske Nordens sproghistoriske Forhold i Oldtiden og Middelalderen, som nu er den gjældende. Han er den første, som med afgjørende eller gode Grunde har eftervist, at Edda- og Saga-Litteraturens Sprog ikke er oldnordisk, men særlig norsk-islandsk, ikke det fælles-skandinaviske Stam- eller Rodsprog, men en Gren af samme, sideordnet olddansk og oldsvensk — at den olddanske og den oldsvenske Mundart i flere Henseender endog staar det fælles Stamsprog nærmere end den norsk-islandske, at de altsaa i sproglig Henseende rangerer lige med denne og er blevne uretmæssig tilsidesatte og oversete fordi de ikke, som Norsk-islandsken, har en rig Litteratur at opvise.

Han synes fra først af at have været tilbøielig til med Keyser (og de samtidige danske og svenske Lærde) at føre Eddakvadene tilbage til en fjern, langt forud for den historiske Tid liggende Periode, og at opfatte de i dem besungne Myther som en Slags Arv fra Stammernes Urtid — Rester af en Slags oprindelig Aandsherlighed. Men det undgik ikke hans Blik ved en fortsat Granskning, at der i de gamle Kvad findes Steder, som tyder paa kristelig eller anden fremmed Paavirkning. Han henledede Opmerksomheden paa enkelte af disse Steder og udtalte, at her var et Spor, som maatte følges videre, hvilket da ogsaa, som vi alle ved, siden er skeet, og det med et saadant Resultat, at de engang alment raadende Forestillinger om Eddakvadenes og Eddamythologiens høie Ælde og oprindelige egte-nordiske eller egte-germanske Karakter er blevet uigjenkaldelig veltet overende. Det gik op for ham, at en lignende Forgrening som den, han havde paavist paa det sproglige Omraade mellem oldnorsk, oldsvensk og olddansk, ogsaa nødvendigvis maa have fundet Sted paa Mythernes og Sagnenes Omraade, hvoraf følger, at de i den ældre og yngre Edda fremstillede Myther i den Form, de her har faaet, alene tilhører Nordmændene eller den norsk-islandske Gren af Stammen, og at de, forsaavidt de overhovedet har været kjendt hos den danske og