Side:J. E. Sars - Samlede Værker 4.djvu/221

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
221
P. A. Munch
III.


Keyser har, som vi ved, Fortjenesten af at have grundlagt, hvad man i Samtiden kaldte og fremdeles kalder den norske historiske Skole. Det var ham, som fremsatte de for Skolen eiendommelige Theorier i deres første Form. Munch var hans Discipel og blev indviet af ham i de nye Theorier, inden de endnu var blevne førte frem for Offentligheden. Disse Theorier blev saaledes Munchs videnskabelige Udgangspunkt, hans Program.

For at dømme retfærdigt om dette Program — om den nye af den norske historiske Skole opstillede Indvandringshypothese, Skolens Lære om de rette Benævnelser paa Edda- og Sagalitteraturen og dens Sprog, om Norge som «den nordiske Nationalitets egentlige Fokus og Centrum» o. s. v. — maa man stille sig for Øie de forud raadende Forestillinger om det skandinaviske Nordens ældste historiske Forhold. Det viser sig da, at de nye Lærdomme betegner et afgjort videnskabeligt Fremskridt og ikke maa opfattes, som om de skulde være bare eller væsentlig bare «Indgivelser af en naiv eller overophidset Nationalfølelse».

Hypotheserne om Nordmændenes og Svearnes Indvandring, hver ad sin Vei som «aparte Folk», hver til det for dem bestemte Land, om Blandingen af sydgermansk og nordgermansk Nationalitet i Skandinaviens sydlige Del, Forklaringen af de tidligst optrædende Forskjelligheder mellem dansk og svensk Sprog paa den ene Side, norsk paa den anden, som en Følge af denne Folkeblanding, Forklaringen af Sagnene om Braavoldkampen som Minde om den nordgermanske Nationalitets seirrige Gjennembrud ligeoverfor den sydgermanske o. s. v., har ikke kunnet holde sig ved en mere indgaaende Prøvelse. Men hvad der forud for disse Hypotheser uimodsagt blev doceret om Odins og Asernes Indvandring, om Aser og Vaner som to Folkestammer, om en finsk Urbefolkning o. s. v., laa dog endnu langt længere borte fra, hvad der nuomstunder erkjendes som det rette eller rimelige.

Den norske Indvandringshypothese havde den store Fortjeneste at sætte en Række Problemer under Debat. Den viste sig at være, om ikke Sandheden, saa dog en Ledetraad til at finde Sandheden paa adskillige vigtige Punkter, en særdeles nyttig Arbeidshypothese i Videnskabens Tjeneste. Særlig blev den dette i Munchs Haand. Han slog sig ikke paa noget Punkt tiltaals med Hypothesen i den Form, hvori den oprindelig var blevet foredraget. Han søgte stadig at give den en videre, tryggere Grundvold ved at inddrage i sine Undersøgelser hele Nordens Sagnhistorie og andre germanske Folks Vandringssagn, og virkede derved til at sprænge den. Han søgte stadig frem nye Argumenter for den og smedede