Side:J. E. Sars - Samlede Værker 4.djvu/220

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
220
Portrætter og Essays

som siden, til hans Ærgrelse, vedblev at staa lyslevende for hans Minde lige indtil de mindste Detaljer.

En Evne af saa kolossale Dimensioner bliver gjerne altfor dominerende i vedkommende Besidders Aand, saa at andre Evner forkrøbles eller kommer til at savne den nødvendige Plads for sin Udvikling. Store Hukommelsesmennesker er derfor oftest uproduktive, eller deres Produktion indskrænker sig til den rent stofmæssige Udgiver- og Samlervirksomhed. En «beget Hjerne, hvorudi alting bliver hængende» (for at tale med Holberg), bliver ifølge denne sin Egenskab oftest et Magasin istedetfor et Verksted. Man fylder sit Hus med saamange fremmede Gjester, at der ikke bliver Plads for Husets egne Folk.

At denne Regel ikke slog til og i en saa paafaldende Grad ikke slog til for Munchs Vedkommende, viser bedst, hvor storbygget han har været, hvor rummelig hans Aand har været anlagt. Saa lærd han var — kanske lærdere end nogen anden Nordmand —, det er dog ikke Lærdommen, man først og fremst taler om, naar man taler om ham, men om den Brug, han gjorde af den. Hans Receptivitet, som var saa stor, at den alene vilde have gjort ham til et Fænomen, træder dog i Skyggen for hans Produktivitet. Hans Hukommelse blev med al sin Kjæmpestyrke bare Tjener for høiere rangerende Evner hos ham: hans Skarpsindighed og geniale Kombinations- og Gjetningsevne — Opdagernaturen i ham med dens aldrig hvilende Trang til at søge videre frem — «fra det tænkte mod det visse, fra det visse mod det ante», som det heder i Bjørnsons Mindedigt — Opdagernaturen med dens «guddomsopfyldte Uro», uden samme, som drev Newton og Columbus».

Det er denne Opdagernatur, denne Trang og Evne til at følge en Tanketraad ad de tilsyneladende mest bugtede Veie, til at drage stadig videregaaende Slutninger af en Hypothese eller bruge den som Redskab til at trænge frem der, hvor ingen før har været, til at grave i Grunden og søge, hvad der ligger bagved Tingene, altid længere og længere ind — det er den, som danner det mest karakteristiske Træk i hans aandelige Fysiognomi, saadan som det kommer frem gjennem hans videnskabelige Forfatterskab. Det er ifølge den fremfor alt, at han blev Hovedmanden for «den norske historiske Skole» — Talsmanden og Forkjæmperen fremfor nogen anden for Skolens Theorier — Og tillige den, som først har brudt igjennem disse Theorier paa de afgjørende Punkter — der, hvor det har maattet erkjendes, at de var urigtige eller ensidige — Banebryderen i mangt og meget for den i vore Dage hyldede Lære om det skandinaviske Nordens ældste sproglige, ethnografiske og nationale Forhold.