ved dilettantisk Overfladiskhed eller fladt uselvstændigt Kompilationsvæsen: han har næsten allevegne, hvor han har forsøgt sin Pen, leveret noget dygtigt eller endog betydeligt, og paa ethvert af de mange Omraader, hvortil hans videnskabelige Granskning strakte sig, har han været en Rydningsmand af høi Rang, sommesteds endog Banebryder.
Hvad dette Forfatterskab vidner om, er altsaa en umaadelig Flid og en enestaaende Forening af sjeldne, endog geniale Evner.
Hans Aand synes, medens han stod i sin fulde Mandskraft, at have været i en næsten ustanselig Bevægelse «Han var aldrig ledig og kjedede sig aldrig», heder det i et af en af hans Døtre udgivet lidet Mindeskrift. Han kunde holde paa med det mest anstrengende Aandsarbeide fra den lyse Morgen til sent paa Kveld, næsten uden Afbrydelse, saa han glemte at spise. Og strak Dagen ikke til, tog han ofte Natten tilhjælp. Det hændte, at han sad oppe Nat efter Nat uden at unde sig anden Hvile end den, han fik ved at læne sig bagover i Stolen og tage sig en Times eller et Par Timers Blund. Saa tog han fat i Arbeidet paanyt, sterk som efter en god og lang Nattesøvn. Han gik med største Lethed over fra et Arbeide til et andet, ofte af en helt forskjellig Art, og han kunde holde paa med flere Ting paa én Gang — t. Eks. tegne Landkart eller læse Korrektur samtidig med, at han deltog i en alvorlig Samtale eller fulgte sine Døtres musikalske Øvelser og rettede, hvad der skulde rettes.
Den af hans Evner, som fra først af tildrog sig mest Opmerksomhed, var hans Hukommelse. Han stod som et Vidunder for sine Kamerater i Skole- og Studenterdagene ved den Lethed, hvormed han tilegnede sig, og den Trofasthed, hvormed han bevarede alskens Kundskabsstof. Han kunde som Skolegut, efter hvad en af hans Kamerater har fortalt, «flere Bøger af Livius og Sange af Homer udenad». Og denne fænomenale Hukommelse bevarede han usvækket hele Livet igjennem. Han behøvede ikke, som andre historiske Forfattere, at samle Notater og Ekscerpter. Hvad han engang havde stødt paa under sin Gjennemgaaelse af de utallige Kildeskrifter, som han fik Brug for til «Det norske Folks Historie», havde han siden saaledes paa rede Haand, at han kunde udarbeide store Dele af Verket under Reiser, paa Hoteller, i Jernbanekupéer, og alligevel anførende lange ordlydende Citater af Kilderne med Henvisninger til Bind og Sidetal, som om han havde siddet med Bordet foran sig dækket med opslagne Bøger. Hans Hukommelse kunde endog blive en ren Plage for ham, idet den slæbte med sig store Læs af Ting, som han ikke brød sig om, men endog helst ønskede at blive kvit, dumme Romaner t. Eks., som han havde læst i Guttedagene, og
