træt han mangengang maatte være, havde Øinene og Ørene med sig allevegne, og at han i kort Tid var bleven fuldt fortrolig med Kontorpersonalets smaa Hemmeligheder. —
Idethele gjorde han ved sit Væsen og sin Personlighed det samme merkværdig blandede Indtryk som ved sit Forfatterskab: — forunderlig stor i visse Henseender og næsten ligesaa forunderlig liden i andre: — arbeidende som Forfatter og Forsker med en Udholdenhed, der syntes at forudsætte en Jernvilje, og paa samme Tid yderlig svag og næsten viljeløs eftergivende i det daglige Livs Forhold, — fyldt af Geniets Ild og Enthusiasme for sin videnskabelige Gjerning, og paa samme Tid høist interesseret i den futileste Bysladder, alvorlig sysselsat med rene Narrestreger, blotte Taskenspillerkunster (engang i sine sidste Aar drev han t. Eks. paa med at lære sig til at skrive med Foden og kom en Dag glædestraalende ind til den Familie, hos hvem han boede, for at fortælle, at det endelig efter meget Stræv havde lykkedes ham at istandbringe et læseligt Manuskript (s. v. v.!) med det nævnte Redskab), — gjennemtrængende skarpsindig og methodisk sikker og grei, naar det gjaldt Granskning af Detaljer, men famlende og svag, ofte ligetil barnlig-naiv, naar det gjaldt at reflektere og ræsonnere over den almene Sammenhæng. —
