Side:J. E. Sars - Samlede Værker 4.djvu/213

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
213
P. A. Munch

dets Betydning som efter dets Dunkelhed og Vanskelighed. Hans Forskerevne var som et Instinkt, — en potenseret Videbegjærlighed og Nysgjerrighed, der rettede sig paa smaat og stort uden Forskjel og kunde optages af at sondere Sladderhistorier og sætte sig ind i Samtidens Chronique scandaleuse ligesaa sterkt som af at bringe Lys ind i et vigtigt historisk-kritisk Spørgsmaal. Han var, paa en Maade, i aandig Forstand et Barn med Kjæmpekræfter, — et Slags videnskabelig Sports- eller Idrætsmand, for hvem det er en Nydelse at bruge sine Kræfter, ligegodt, paa hvad det skal være. —

Der var ogsaa noget i hans Udseende, som gav Indtryk heraf. Han var en paafaldende smuk Mand, — temmelig høi af Vækst, — Hovedet usedvanlig velformet, — en mægtig hvælvet Pande, fintskaaret Næse, Mund og Hage, især Munden med den lidt fremskudte Underlæbe; men hans Ansigtstræk havde noget barnlig-blødt, ligesom uudformet ved sig; i hans Blik var der noget ubestemt, usikkert svævende. Han var i sine yngre Dage, paa den Tid, da jeg først saa ham, temmelig korpulent og gjorde aldeles ikke Indtryk af en, der bryder sig Videre med sit Eksteriør, var heller noget sjusket i sin Paaklædning. Under sit første fleraarige Ophold i Rom (1858—1861) forandrede han sig sterkt i saa Maade, saa jeg, da han første Gang efter sin Tilbagekomst indfandt sig i Rigsarkivet, hvor jeg dengang var ansat, neppe nok kjendte ham igjen. Han var bleven mager og slank; Ansigtsfarven, som før havde været bleg, var bleven brunet; han var overmaade elegant paaklædt, duftende af fine Essenser, og saa snarere ud som en Diplomat eller Hofmand end som en Lærd. Han havde i Rom omgaaets meget fornemme Folk, og, let paavirkelig og bøielig som han var, havde han lempet sig efter sine Omgivelser og tilegnet sig helt nye Livsvaner. —

Han blev i Oktober 1861 konstitueret som Bestyrer af Rigsarkivet og stod i denne Stilling, indtil han om Vaaren 1863 for anden Gang reiste til Rom, hvor han døde den 25de Mai. Det er ikke godt muligt at tænke sig en snildere, mindre besværlig Overordnet. Han gjorde vel et og andet Forsøg paa at styre sit Kontor i mere end Navnet, men uden at der kom noget videre ud af det; han havde aldeles intet Lag for den Ting: at give Ordres og paase dem udført; der var ligesom noget forknyt og ubehjælpeligt ved ham i den Slags Forhold. Han var desuden i disse sidste Aar af sit Liv kanske sterkere end nogensinde optaget af sit Forfatterskab, arbeidende med febrilsk Hurtighed, — i bogstavelig Forstand baade Nat og Dag, — paa Fortsættelsen af «Det norske Folks Historie». Alligevel merkede vi, hans Underordnede, at han, saa ivrig sysselsat han var med sit videnskabelige Arbeide, og saa