Side:J. E. Sars - Samlede Værker 4.djvu/212

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
212
Portrætter og Essays

direkte ind i vor nationale Udvikling; han vilde ikke i samme Grad have staaet for os som den vældige Masseproducent, den fænomenale Virtuos eller Tusindkunstner, der viser sig «in allen Sätteln gerecht» og kan overkomme at udføre paa samme Tid de mest forskjelligartede Arbeider. — som om han havde været i aandig Forstand et Slags Trold med flere Hoveder og flere Par Arme. Men hans videnskabelige Eftermæle vilde til Vederlag have vundet derpaa; han vilde have havt et større europæisk Navn. —

Ved Udarbeidelsen af de første Bind af «Det norske Folks Historie» fandt han endnu for sig vide Felter for sin Opdager-Natur og Gransker-Begavelse, — historisk-kritiske Spørgsmaal, hvis Omfang og Betydning var saavidt stor, at de nogenledes svarede til Rangen af hans Evner, der var skabt til noget mere end den videnskabelige Kystfart, — som f. Eks. Spørgsmaalene om Nordmændenes og de øvrige germanske Stammers Indvandringsveie, Nordens ældste ethnografiske Forhold, Eddamythernes Oprindelse, de heroiske Oldsagns Tilblivelsestid og historiske Kjærne o. s. v. Dette blev mindre og mindre Tilfælde, eftersom han avancerede med sit Verk. Den norske Historie kan lignes med en Fjord, der begynder med en bred Munding ud til Havet, bliver trangere og trangere, eftersom den fortsætter sig indover, men tilsidst (i den nyere Tid) atter vider sig ud. I de sidste Bind kom Munch ind paa Behandlingen af det Afsnit, hvor den er paa det trangeste, — Unionsperioden. Det historiske Stof har her i sig selv, — d. v. s. bortseet fra Sammenhængen med det forudgaaende og det efterfølgende, bortseet fra Spørgsmaalet om Aarsagerne til den nationale Fremgang og Tilbagegang, — overmaade liden Interesse. Det frembyder vel Knuder at løse, Spørgsmaal for den kritiske Granskning, som kan være vanskelige nok, men de er paa den anden Side fordetmeste af en saa snever speciel Art, at det maa synes lidet lønnende at umage sig med dem, og at det ikke gjør nogen Forskjel i Hensyn paa Erkjendelsen og Forstaaelsen af, hvad der er væsentligt, enten de besvares saa eller saa eller slet ikke besvares. Man kunde vel mene, at en Forskerevne som Munchs var for god til at sysselsættes med Opsamlingen af et sligt Stof og Løsningen af slige Spørgsmaal. —

Han havde imidlertid neppe selv nogen Følelse heraf. Han var mindst af alt Filosof, mindst af alt de almene historisk-politiske Theoriers og Tendensers Mand. Hans Evner var forskjelligartede, men de gik alle i en speciel Retning, og han havde, trods sin Mangesidighed, i meget høi Grad Specialistens Tilbøielighed til at sætte overdreven Pris paa, hvad der er nyt og sjeldent, uden Hensyn til Nytten eller den Brug, der kan gjøres deraf, og til at vurdere et videnskabeligt Spørgsmaal ikke saameget efter