drage paa Smilebaandet ved Keysers noget pedantisk-stive Zirlighed med de omhyggelig afrundede Perioder og Anbringelsen hist og her af tørrede Blomster fra gamle stilistiske Herbarier, erkjender vi dog paa samme Tid i hans Fremstillinger Merkerne af en mere inderlig Tilegnelse af det historiske Stof end den, vi møder hos Munch. Hans Intelligens var en langt ringere end Munchs; men han havde en dybere Følelse; hans Væsen var mere intenst, mere samlet, og han havde, saa uendelig meget han stod tilbage for sin yngre Medarbeider som Gransker, alligevel mere af den egentlige Historiker ved sig, forsaavidt han laa mere for den Ting: at fordybe sig i en svunden Tidsalders Aand og blive som hjemme der, saa dens Liv ligesom fornyer sig i en. Munch havde en altfor urolig Aand, han var en altfor rastløs Opdager-Natur til det. Hans Evner gik i en altfor meget udpræget analytisk Retning til, at Synthesen kunde være hans Sag. —
I sin rette egentlige Storhed og Styrke viser han sig, ikke paa Historieskrivningens, men paa de historiske Hjælpevidenskabers, Kildekritikens og Lingvistikens, Omraade. Hans Arbeider over de ældste Runeindskrifter, over det ældste nordiske Fællessprogs Udseende, over Gammelsvensk og Gammelnorsk m. v. har ført den nordiske Lingvistik ind paa Veie, hvorpaa den siden afgjort har skredet videre frem, og sikret ham en Plads i allerførste Række blandt de skandinaviske Sproggranskere, endda han kun synes leilighedsvis at være kommet ind paa disse Emner og kun har ofret dem forholdsvis lidet af sin Tid og Kraft. Jeg traf engang (i 70-Aarene) paa en Fodtur i Gudbrandsdalen den bekjendte tyske Sprogforsker Th. Aufrecht (dengang Professor i Edinburgh) og foretog i Selskab med ham en Fjeldbestigning; han talte underveis med den største Enthusiasme om Munch og sagde blandt andet, at han stillede ham i Hensyn paa Begavelse fuldt ved Siden af Jak. Grimm.[1] Sterkere kunde ikke en tysk Sprogforsker udtrykke sin Beundring. Man maa tænke paa, hvad Munch vilde have kunnet udrette, om han havde samlet sine Kræfter paa dette ene Fag, eller, om han, — forat ikke blot Storheden, men ogsaa Mangfoldigheden af hans Evner nogenledes skulde komme til sin Ret, — idetringeste havde indskrænket sig til de Fag, der sammen med Sprogstudiet danner Kredsen af historiske Hjælpevidenskaber, — indskrænket sig til at være den kritiske Gransker, Rydningsmanden, der bereder Grunden, hvorpaa Historieskrivningens Kunst kan reise sine Bygverker, — der fremskaffer, ordner og renser Materialet, hvoraf de skal sammensættes. Han vilde, om dette var bleven Tilfælde, ikke have grebet saa dybt eller saa
- ↑ Jeg har hørt, at han sagde det samme til vor berømte Sprogforsker, Professor Sophus Bugge.
