bli Svin sjøl i Dag, fyrr e slepp’e de“, svara Guten. Trølle lyfte Økse si i Vere aa hadde vilja høgge Huvue taa Gute. „Nai“, sa’e Guten, „kaste skarve Økse di, de e Skam taa de, at du vil bruke slik’e Verje mot me, som e so liten; men kom ait Tak føruta Handyvle“. „Ia de sta e“, sa’e Trolle, „men de ska bli ditt sidste Tak“. Guten ynskte se aa vera ai Løve, aa derme rende dai ihop som tvo Graabaina. Kungen vart forfæld’e, daa han saag Løva, for han kunna ’ki skyne, ko de vart taa Gute. Han skunda se ne’att or Lindenn slikt, at han braut midt aav aine Foten sin aa vart liggjand ne me Lindenn lengi. Løva raspa me Trølle, klembde han so omogele aa slo han inn i Grænadn, so han skraik aa ba: „kjære væne la me sleppe, e ska alder koma her mair“. Men Lova fata han aa slo han over ait Tre, aa braut aav Ryggen i hono, aa derme tok Lova Økse aat Trølle aa hogde fysst taa hono tvau Huvu, men daa de tre’a Huvue rauk, sprang de utor di ain Røv. Løva sette ette Røve aa drap han, men me di sama ho slo sundt Huvue i Røve, flaug de ai Skjor utor. No va ’ki Løva go te aa naa Skjorenn, men so ynskte Guten se te aa vera ain Falk, aa daa tok han Skjore snøggt, for Falken e sterkare te fljoge ell Skjore. Daa Falken hadde slegi sund Huvue i Skjorenn, daa fannst de ain slik’e Stain, som Jamfrjuga hadde sagt. So ynskte han se aa vera Mann, aa so tok han Stainen aa balla han inn i Plagge, som ho hadde gøve hono, Kjærasten hass.
Me’a detta gjekk før se, hadde Svine take kor si Lai. Guten skunda se aa fekk sanka ihop att Svinedøtten framatt paa dai store Slettadn. Men me’a
