Løve atte, aa de vart han maa veta, aa klemde Jutulen aa slo han inn i Grænadn so han skraik aa bar se ille, aa ba han sleppe Take, ,før de kann vera te Morgos me Svino“, sa’e han. „Ja nok“, sa’e Guten, „e ottast inki, for tre’a Gønge e anten best ell verst; kom du stygge Tryhuvutrolle“. „Ja skraale ’ki for sterkt du Svinelorten“, sa’e Trølle, „imorgo detta Bel ska du vera kald’e“. „Ain taa uss“, sa’e Guten; aa paa detta skildest dai. Guten va sta aa fann ihop ølle Svine sine aa hulla aa søng sina Viso te“de lai te Kvelds, aa so raiste han aat Kungsgarde.
Kungen hekte upp ait Hekteglas daa han kom, aa spurde ette, koss de hadde gjenge me hono. „Godt“, sa’e Guten, „Jutulen kom aa hadde vilja hatt tvau Svin, men han fekk ’ki anna ell ain saar’e Rygg i Dag held“. Kungen vart gla’e aa takka Gute i Hønde, aa bau hono de sama som han hadde bø’e hono hin Dagen. Guten vilde ’ki men sa’e de: „e ska no gjæte tre’a Dagen me, anten de so gaar væl ell ille“. Um Kvelden helt Kungen skile Gjestebø aat Gute aa sette se hjaa hono me ain Vinbutill aa skjenkte hono slikt som han va go te drikke, aa um Morgonen gav han hono tryaa Gønge so myki Mat aa Brennevin som fyrr aa ynskte hono Lykke paa Raisa.
Guten gjekk te Skogs aa va kaat’e aa gla’e“, som han hadde vore fyrr, aa mest gle’a han se paa, at de gjekk solaine som Kjærasten hass hadde sagt, aa at de no snart lai te dai Ti’enn, at dai skulde finnast atte. Daa han tom i Skogen me Svino sino, møtte han sama Kjeringenn, aa ho sa’e: „huttetu de e kaldt i Dag“. „Nai“, sa’e Guten, „e tykje de e godt, aa
