hadde tryaa Søne, aa den eldste bau se te, at han vilde fraiste aa uppedaga, kem som trødde ne Aakren. No va de tett ve Aakren ai stor’e Hoylø’o, aa ain Kveld la’e Guten se inni Hoylø’a. Daa de lai te Midnattsbel, fekk han hoyre ain oversle fæl’e Dur likesom ain Toreslaatt, aa han vart so rædd’e, at han strauk haimatt. Um Morgonen spurde Far hass um han hadde vorte vare noko. „Nai“, sa’e Guten, „de vart ain so fæl’e Dur, daa de lai ut paa Natte, at e vart so rædd’e, at e ’ki torde vera der lenger“. „Aa du e ain Stakkar“, sa’e den melyngste Bror hass; „i Kveld vil e sta, e ska ’ki vera rædd’e um de dura alder so sterkt e, sko de sjaa“.
Um Kvelden gjekk han aat Lø’unn aa la’e se, men daa han hadde liggi ai Stund, tok de te aa dura. Han tenkte: de vende væl att; men de vart javnan sterkare Dur so at Lø’a skolv, aa daa tok Ræddhugen han, so han strauk haimatt. Um Morgonen spurde Far hass, um han hadde set noko, men han laut staa te, at de vart slik fæl’e Dur, at han inki torde vera der lenger. „Aa de era noko Stakkara baa’e tvo“, sa’e den yngste Guten, „i Kveld vil e sta, e undrast um nokon Dur sta skræme me“, sa’e han. „Du maa nok so du“, sa’e dai tvo eldste, „du e ræddare ell alle du“, sa’e dai. Guten raiste sta, men han gjekk inki inni Lø’a han, men han grov se ai Holo i’Aakre ait liti Stykki fraa dai svarte Flekke, aa so la’e han se ne i den Hola. Ve Midnattsbel vart de ain fæl’e Dur, men Guten va ’ki rædd’e; han stirde upp or Holunn, aa daa vart han vare, at de kom ai fin’e Jamfrjuge ri’ande paa ain stor’e brun’e Hest. Daa ho kom aat Hoylø’unn, staig ho taa, tok Salen taa
