ain liten myrk’e Flekk i Skalla paa Jamfrjugunn, aa de undrast ho paa, ette so kvit’e som ho va helles. Ho tok daa te grov paa den Flekken me Nagle sino, aa daa fekk ho sjaa Auga paa ai Naal. Ho tok ai Prjøne aa sette inn i Auga paa dai Naalenn aa drog ho ut, aa me di sama vart Jamfrjuga levande aa sto upp. No vart de, stor’e Gle’e paa Kungsdøttenn aa paa hinne me, men ho undrast paa kor ho va aavkomi. Desse tvær vøro daa hjaa ina’n nokre Daga, aa so kom Kungen atte me haile si Magt. Daa han kom aat Kungsgarde sino, møtte Døtte hass ute, aa de fysste han spurde ette va um nokon hadde brote upp Klevedøre. „Ja“, svara Kungsdøtte, „e vaagde te aa gjera de“. „Daa e Live ditt sprønge“, sa’e Kungen. „Ja vist kjære Far min“, sa’e ho, „men kunna e no faa levande den som laag i Kistunn, ko sagt du daa?“ „Ja kann du de“, sa’e Kungen, „daa vil e gjeva de Live, um du so hatt hundre Liv“. Derme tok ho Far sin i Hønde aa laidde han radt inn i Kleven, aa der sat Jamfrjuga paa ain Stol. Ho sto upp aa ni’a mot Kunga aa ba han vera vælkomin att ifraa Slage, aa Kungen umfagna ho aa svor paa si kungele Ære, at ho skulde bli Dronninge hass. „Ja so“, tenkte ho ve se sjøl, „du e ’ki so viss’e paa de;’ Riddar Veivan ha sove hjaa me so mang ai Natt, aa me ha trulova in’an ess han bli kvitt’e Bjødnehame, aa de som e har lovt vil e halde, um e so ska doy. Um Kvelden daa dai skulde leggje se, vilde Kungen at Jamfrjuga skulde sova i Arme hass. Ho takka for Bø’e, „men fysst“, sa’e ho, „lyt e be’a um aa faa gaa ut lite; e ska snart koma att“. Kungen let ho de, aa so la’e han se. Han va troytt’e
