aa narre uss“. „De faar no vera ko de vil“, sa’e den tre’a, „før e er no so troytt’e, at e vil leggje me, koss de gaar.
Desse Karadn voro tryaa fine Riddara ifraa Rusland, som ai Gygr hadde kasta Bjødnaham paa, te ai Hevn før di dai ’ki vilde hava Døttadn hennar te Køno. Den aine taa desse Riddaro aitte Veivan, .aa han la’e se i ne’ste Sænge, aa hine tvo la’e se i kor si Sæng ovapaa. Gjenta som laag unde Sængenn vart noko lite trygg’e daa ho skynte, at dai ’ki vilde gjera henne noko illt, aa ho tenkte ve se sjøl: i Morgo ska e uppedaga me; e tru ki dai drepa me held. Daa dai hadde sove ain liten Svevdn, vakna han Riddar Veivan aa kunna ’ki si’a faa Svevdn paa Augo mair. Han vekte hine tvo aa fortelde dai, at han hadde hatt ain Draum. „E droymde“, sa’e han, „at de ligg’e ai Jamfrjuge so fin’e unde Sængenn minne, at de alder finnst hennar Likje i haile Verd’n. E vil staa upp aa nøre ti Varme aa sjaa aat; kann hende de e ho som ha vore her aa stelt so snilt te aat uss“. Han sto upp aa hadde i Varmin aa lyste unde Sænge; daa laag ho der. Ho ba daa so vænt, at han inki skulde gjera henne noko illt, aa so fortelde ho dai, koss de bar te, at ho va komi der. Aa desse tryaa Riddaradn fortelde koss de hadde gange me dai, aa kifor de va kasta Bjødnaham paa dai, „aa den faa me no hava so lengi“, sa’e dai, „men me hava Magt te aa leggje han ifraa uss um Nætadn, men um Dagadn ljøte me hava han paa uss, aa so era me i Skoge daa aa drepa Dyr som era etandes, aa taa di laga me te Mat aat uss um Nætadn“. „Men no“, sa’e han Riddar Veivan, „ska
