for e leve væl; men no lyt’e du koma te me um Thorsdagskvelden, ell aa faar e ’ki aatt, for de e ’ki nokon taa dai, som era der, som har Magt te aa taka Baadne ifraa me, anna du lyt’e gjera de ell aa pinest e i Hel baade e aa Baadne“. „E lyt væl de“, sa’e Mor hennar, „men kor ska e finne de?“ „Aa jau“, sa’e ho, „i Lundaklaivenn sto e Bru, men paa Kaldeklette ska e bu“. I Noradn innafor Systrønd e de ain Gastgivergard aite Lunden, aa ovafør dai Garde e’de ain Plass paa ain Haug som aite Lundaklaive, aa i dai Hauge ha dai ofto set Haugafolk, aa de e Von, at de budde ængon der, som va skyld’e desse som budde paa Kaldeklette, ette di ho sa’e, at ho der sto Bru. Men so sa’e ho vi’are ve Mor si: „nær du kjem’e paa Kaldekletten, so ska du gaa ovum Stølen, der vait du e ait lite Berg, aa so gaar du innaat di aa klakke inn i Berge, so ska du sleppe inn“. So raiste dai. Detta va skile Natte te Tysdags i Vikunn. Um Thorsdagen laga Kjeringe se te aa raiste paa Stølen Kaldekletten, aa imot Kvelde gjekk ho upp aat di vesle Berge aa klakka paa, aa trast vart de upleti ai Dør aa ho gjekk inn. Der va ai fin’e maala Stogo me store Glas, aa Sole skjain fint igjøno aine Glase, aa der fann ho Døtte si; ho hadde alt faatt baadnillt, men ho pintest alt te Laurdagskvelden, daa fekk ho se ain stor’e Gut. Mannen aat Døtte hennar va ogso teste’is aa so ai gamall’e Kjering, som syntest vera Mor hass. Aa desse trakterte Kjeringe væl me Mat aa Drykk, men Døtte hennar va myki klen’e. Daa ho aatte, so va de ingin a’n ell Mor hennar, som fekk taka Baadne fraa henne, aa alt me ho va der, fekk ingin a’n taka i Baadne, taa
