noytte se, fata upp Tolkniven sin aa kasta han over Bru’e, aa trast va ho synle men hine inki. „No e du mi“, sa’e han. „Aa nai kjære væne la me sleppe“, sa’e ho. Ja de skulde ho væl, men inki paa a’n Maate ell han vilde hava Brukruna hennar. De hadde ho no inki hatt Hug te maaveta, men endele vart de so, at han skulde faa Kruna, aa ho tok ho taa se aa flidde hono. Han hoyrde de mulla aa svalla kringo se, men han saag ingin a’n ell ho. Han spurde koss han skulde fara aat, at ho kunna bli osynle før hono att. Du ska taka atte Tolkniven din“, sa’e ho, „aa snu Ryggen te me, aa kaste so Kniven attover de so høgt, at du skyne, at han gaar over me mæ“. De gjorde han, aa ho vart burte.
No raiste han haimatt te ain Gard aite Kvam, aa der vart Kruna gjoymd’e. Si’a gjekk ho i Arv ifraa Foreldro aa te Bødn i lang’e Ti. Endele so doyde Foreldro aat ai Kone aite Sissel, som bur paa ain Gard aite Slinda i Noradn, aa ho fortelde, at Presten inne paa Bygdenn, Havslo, kjøpte Kruna paa Aktione ette Far aa Mor hennar, aa dai budde paa Kvam. Presten vait e ’ki anna ell han aitte Daa, aa so kom Kruna dit. Men so kom de Eld laus’e i Prestgarde, aa de brann upp mange kostasame Ting aa Kruna me. De underlegaste som va me desse Krununn va de, ho va no so utsett’e allestane me forgylte Skaalelauv, men Lauve vøro alder stille, anna ell dai bivra aa skølvo ra’e; um Kruna laag alder so stille, so le’a dai se.
Paa Systrønd ligg’e ain Gard som aite Foss. Paa dai Garde hende for inki rett mønge Aar si’a,
