aa han tok te let paa Fela. Aa so bar te aa danse. Ho stirde fram i Klevadøre ængor Gønge denne Kjeringe, men daa voro dai so ille for de, aa Mannen sa’e, at ho inki skulde gjera de, for dai kunne gjera de paa ho, at ho vorte klen’e. Men den gamle Laigdamannen, som sat der, han syntest vera illast, nær ho stirde fram. Dai dansa haile Natte radt te de tok te lyste fere Dage.
Da Kjeringe hadde vore der væl aatte Dage, so sa’e Maagen hennar de: „kanskje han Verfar bli illhuga taa du drygje for lengi?“ „E tvela nok før di“, svara ho. „Daa ska e i Dag“, sa’e han, „sende ain burt te hono aa segja hono,’ at de ’ki staar noko paa de, aa so ska han faa veta ko Dag du kjem’e att te hono“. Han sende daa ain Kar haim te Manne, aa daa han kom inn, laag Mannen burt i Sængenn aa gret. Karen spurde ko de va som felte. „Aa de e mangt som fela me“, sa’e han, „de gaar so gale te hjaa me kor Jol; ifjor miste e Døtte mi taa Jolesvaino, aa no kom de ain her før over aatte Daga si’a, som sa’e at han va Mannen aat Døtte vaare, aa han vilde at Mor hennar skulde koma te henne me’a ho skulde liggje i Barsæng; men no tvela e, at inki ho held kjem’e att“. „Jau“, sa’e denne, „ho kjem’e att um ai fire fem Daga. De e Ærende mitt no, at e skulde segja de taa di, at du ska ’ki vera illhuga“. Me di sama han hadde sagt de, so vart han osynle før Manne.
No vart Kjeringe hjaa Døtte sinne te dai Ti’enn som sagt va. Ho spurde ai Gong Maagen sin, um dai ’ki kunna faa att te se Døtte si, um de so ’ki vore anna ell som snøggast. „Nai“, svara han, „de
