Side:Ivar Aasen - Norske Ordsprog.djvu/99

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


H.

laga-lang 83 D’er ikkje fullt Lag, utan der er ein Slimegjeſt. ogiac- D’er ikkje godt Lag o. f. v. (Tel.). laga. D’er ſeint aa laga det, ſom alle ſkal lika. “ Der ſeint lært aa laga ſeg i Verdi. Det lagar ſeg ymiſt i Lengdi. D’er inkje ſo vel lagat, det ei ſkal vera laſtat. Lagnad. Det kann ingen ſin Lagnad fly. (Vald.). Ein fær hava ſin Lagnad, anten det ſo er Sorg elder Fagnad. Det er ingen Lagnad, ſom ein lagar ſjølv- Laml-. Eitt Lamb er liten Buſkap. Eitt Lamb giv liti Ull paa Rokken. Land. Næſt ved Land er verſt aa ſigla. Han fær fylgja Land, ſom lek Baat heve. D2er inkje Land, ſom giv Mat utan Møda. Kvart Land heve ſine Lunnende. (o: Fordele). Kvart Land heve ſine Leidende. co— ut-mpet). Kvart Land heve ſine Seder. Feitt Land ſi-der late Folk. (Tyd5k). Di mindre Land, di lettare aa ſtyra. Det fær ingen ſtyra Landet aaleine- Lands Viis er Lands Priis. (El. Lands Æra). lang. Lang og mjo er ſjeldan god. (Leem“sOytcguel5et). If. döHydſte: Lang und ſchmal hat kein Gefall; kurz und dick hat kein Ges Lang og ſmal verd alltid Kar; ſtutt aa diger verd aldri Vildet. (Okn Smaadrenge). TtOudh. (Hanſens Bhgdeſortælling, S. 66). Vild e r (forvildre), o: bedre, gjævere. D’er mangein lang og lat, og mangein liten og kvat- (Berg. Vald. o. fl.). D’er ingen ſo lang, han ei maa tøygja ſeg, og ingen ſo laag, han ei maa bøhgja ſeg. (Berg). (OsfaaiandenForm: Kor høg ein er, ſo lyt ein toygja ſeg o. ſ. v. (ſ. høg). D’er ingen ſo høg, han maa ſeg tøygja; ingen ſo laag, han maa ſeg bøhgja. (Mandal). Den lange fær luta, der„den ſtntte ſtend bein. Lange-tidi lækjer mange Saar. “ 6O -:,f — 3—.