Side:Ivar Aasen - Norske Ordsprog.djvu/40

elleve. D’er langt imillom elleve og sjau. Trondh.
Det er det ellevte Bodord: Du skal bida. —— (hos Tydskerne derimod: Lat deg ikkje sskæma. (Laß dich nicht verb1uffen).

elska. Ein fær ikkje elska alt, som Augat lyfter aa sjaa.
Elska med Vit, so varer det lenge. — Elska meg litet, og elska meg lenge. (Engelfk: Love me 1ittle, and love me long).
Elskug er laak aa løyna. (El. vond aa dølja).
Elsken ser inkje Lyte. — Elfkug er blind.
Naar Elsken er heitaste, er halve Vitet bnrte.

elta. Den som vil elta ein annan yver tvau Gjerde, lyt yver det fyrste fjolv. (Sæt.).

Elv. D’er liti Elv, som ein ikkje kann drikka seg utyrst i.
Den som fylgjer Elvi, kjem eingong til Sjøen.

Embætte. Det heve kvart Embætte sin eigen Vande. El. D’er inkje Embaette vandelaust. (Berg.).
Embættet røyner Mannen.
Den som heve mange Embætte, styrer ikkje alle jamgodt. — Den som heve tie Embætte, styrer inkje til Gagns. (Jf. Svensk: Fjorton embeten, semton olyckor.).
Den som vaar Herre giv Embætte, giv han Vit med. (Efter det tydske).

Ende. Ein Ende skal allting hava.
Allting heve ein Ende, sonær som Pylsa: ho heve tvo. - Tydsk: Alle Ding hat ein Ende, und die Mettwurst hat zwei. Engelsk: Every thing hath an end, and a pudding hath two.
Ein Gong lyt Enden koma.
Det verd Ende paa det gode som paa det vonde.—— D’er Ende paa den Joli, som var i Fjor. (Vald.).
Enden er ikkje Upphavet lik.
Enden verd ofta betre end Byrjingi. (El. Upphavet).
Det spyrst meir um Enden en Upphavet. — Det vil alle vita, kvat Enden verd.
Naar Enden er god, so er alt godt.
D’er godt, naar Endarne naa i Hop. (ɔ: Naar det gamle Forraad varer, til det nye kan komme).

Eng. Engi er Moder til Aakren.
Grøne Engjar gledja baade Folk og Fe.