Side:Ivar Aasen - Norske Ordsprog.djvu/39

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest




eigen. Den ſom er ſin eigen, fær ſvara ſyre ſeg ſjølv. (Egentlig: ſin eigen Herre).
Det kjenner kvar ſitt eiget beſt.
Ein ſær ſjaa paa ſitt eiget og paa eitkvart annat med.

ein. Det lyt ein vera androm likare. (ɔ: Der maa være een, ſom er over de andre; men maa have en Hövding, o.ſ.v.). Øſterdalen.
D’er betre at ein ſaer, en ingen fær. (Se faa).
D’er illt aa vera ein imot mange.
Alltid eitt verd eingong leidt.
Ein kann ikkje gjera meir en eitt i Senn. — Eitt fyrſt og annat ſidan.
[Ordſprog med Talordet „ein“ (einn) ville findes uder: Blom, Brand, Fugl Gong, Hatt, Bening og fl. Ligeſaa med „eit“ (læs eitt) under: Auge, Barn, Merke, Glip, Tre, Bitne.]

einsleg. Den ſom einsleg ror, han einsleg fiſkar.
D’er betre vera einsleg en i vondt Fylgje

Eitel. D’er jamt ein Eitel i eit feitt Stykke. (ɔ: Det følger gjerne Uleilighed med en ſtor Binding). Eitel er en Kjertel eller Knude i Kjød.
Eitelen ſit i Feita, og endaa er han blaa. (Om En, ſom har Qverflod og alligevel er karrig). Rhl.

Eiter (Eitr). D'er ikkje Eiteri alt, ſom ſting i Foten. El. — i alt ſom kryp i Graſet.
D’er Eiter ein ikkje ſkal ſmaka. (ɔ: Man maa ikke være altfor ængſtelig; man kan vel ſmage paa alt, kun ikke paa Giſt). Berg.

El (Eel). Store El gjera ſtore Eldar.
Etter eit ſtort El kjem eit ſtort Upplyſe. (Efter et ſstort Uveir kommer en stor Opklarelſe, el. et langt Ophold). Berg.

Eld. Eld og Vatn vil aldri ſemjaſt.
Eld og Vatn er vonde Her-rar, men gode Tenarar.
Elden er ein ſløger Gjeſt. (Sdm.). —-Elden er ein uvyrden Gjeſt; han jagar Husbonden ut.
Han ottaſt Eld, ſom brend er (og Hund ſom biten er).
Det vil kvar kara Eld under ſi Gryta. Eller: —under ſi eigi Kaka.
D’er illt aa ſitja ved Elden og endaa ſrjoſa.
D’er illt aa ſitja millom tvo Eldar. (Flyt ein ſeg fraa den eine, ſo brenner ein ſeg paa den andre).