Side:Ivar Aasen - Norske Ordsprog.djvu/14

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


„inkje“ var der i forrige Udgave taget for meget Henſyn til de Dialekter, ſom bruge denne Form til Overmaal, idet de ſætte „inkje“ i Stedet for „ikkje“ (ɔ: ikke); og dette Misforhold er da her blevet rettet. I det hele er det ogſaa ellers forſøgt at bringe Ordenes Former i Overeensſtemmelſe med ſidſte Udgave af den norſke Ordbog; ſaaledes f. Ex. i Skrivemaaden „Skeid“ for Skjeid, „gøyma“ for gjøyma o. ſ. v.

Det kan ellers bemcerkes, at den Form, ſom falder bekvemmeſt for Ordſprogene, ikke altid pasſer for andre Sager eller er tjenlig til Mønſter for anden Skrift. Ordſproget behøver fornemmelig Korthed og Velklang, og det danner ſig gjerne ſaa, at de betonede Stavelſer ikke ſkulle ſtøde for nær ſammen og heller ikke komme for langt fra hinanden. Det vil ſtundom helſt have een Stavelſe i Stedet for to, ſaaſom i Verbernes Fleertalsform, hvor man ofte finder Eenſtavelſesformen ſat i Stedet (f. Ex. dei kjem, ſit, vil, kann, veit, – i Stedet for: dei koma, ſitja, vilja, kunna, vita), om end Dialekten ſelv bruger Fleertalsformen i andre Tilfælde. I visſe Stillinger vil derimod to Stavelſer klinge bedre end een, ſaaledes i de Adjektiver, ſom egentlig ere Eenſtavelſesord, men ſom i mange gode Dialekter faae en Endeſtavelſe „e“, ſom netop er det gamle „er“ (eller ’r), f. Ex. ſterk’e (ſterker), faſt’e (faſter), og ligeſaa i Præſens af endeel Verber, f. Ex. ſtend’e (ſtender), ligg’e (ligger). Da nu den korte Form ſtundom kommer i et uheldigt Sammenſtød med en paafølgende Konſonant (f.Ex. „ein friſk’ Gut“), ſaa vilde det ſtundom ſynes tjenligt at foretrække den længere Form og altſaa gjøre en Undtagelſe fra Regelen. Og i enkelte andre Tilfælde kan en vis Regel ogſaa blive vanſkelig at gjennemføre; ſaaledes med Flertal af Adjektiv, hvor Hunljønsformen efter gammel Brug ſkal ende paa „a“, hvilket ſtundom medfører Misklang, naar der nemlig er flere Ord ved Siden, ſom ogſaa