„inkje“ var der i forrige Udgave taget for meget Hensyn til de Dialekter, som bruge denne Form til Overmaal, idet de sætte „inkje“ i Stedet for „ikkje“ (ɔ: ikke); og dette Misforhold er da her blevet rettet. I det hele er det ogsaa ellers forsøgt at bringe Ordenes Former i Overeensstemmelse med sidste Udgave af den norske Ordbog; saaledes f. Ex. i Skrivemaaden „Skeid“ for Skjeid, „gøyma“ for gjøyma o. s. v.
Det kan ellers bemcerkes, at den Form, som falder bekvemmest for Ordsprogene, ikke altid passer for andre Sager eller er tjenlig til Mønster for anden Skrift. Ordsproget behøver fornemmelig Korthed og Velklang, og det danner sig gjerne saa, at de betonede Stavelser ikke skulle støde for nær sammen og heller ikke komme for langt fra hinanden. Det vil stundom helst have een Stavelse i Stedet for to, saasom i Verbernes Fleertalsform, hvor man ofte finder Eenstavelsesformen sat i Stedet (f. Ex. dei kjem, sit, vil, kann, veit, – i Stedet for: dei koma, sitja, vilja, kunna, vita), om end Dialekten selv bruger Fleertalsformen i andre Tilfælde. I visse Stillinger vil derimod to Stavelser klinge bedre end een, saaledes i de Adjektiver, som egentlig ere Eenstavelsesord, men som i mange gode Dialekter faae en Endestavelse „e“, som netop er det gamle „er“ (eller ’r), f. Ex. sterk’e (sterker), fast’e (faster), og ligesaa i Præsens af endeel Verber, f. Ex. stend’e (stender), ligg’e (ligger). Da nu den korte Form stundom kommer i et uheldigt Sammenstød med en paafølgende Konsonant (f.Ex. „ein frisk’ Gut“), saa vilde det stundom synes tjenligt at foretrække den længere Form og altsaa gjøre en Undtagelse fra Regelen. Og i enkelte andre Tilfælde kan en vis Regel ogsaa blive vanskelig at gjennemføre; saaledes med Flertal af Adjektiv, hvor Hunljønsformen efter gammel Brug skal ende paa „a“, hvilket stundom medfører Misklang, naar der nemlig er flere Ord ved Siden, som ogsaa
