Denne siden er korrekturlest
fostredes op av sin mor dypt inde i skogenes tykning —
Viden de vanker paa rov efter okser og trivelig smaafæ,
herjende bøndernes fjøs og hegnede kve, til de begge
falder for jægerens haand og dræpes med skjærende kobber —
saaledes styrtet de begge til jord som mægtige graner,
kuet av helten Aineias' haand og segnet i støvet.
Ynket da straks den krigerske drot Menelaos de faldne.
Frem blandt de forreste kjæmper han gik i det skinnende kobber
svingende spydet i haand, og krigsguden egget hans kamplyst
lumskt; ti han ønsket hans fald for Aineias' vældige næve.
Dog, Antilokos saa ham, hin søn av den modige Nestor.
Frem til de forreste rækker han sprang; ti han frygtet at drotten
brat skulde miste sit liv og forspilde dem al deres møie.
Alt hadde heltene løftet sin haand, og med hvæssede lanser
sigtet de ret mot hinanden og brændte av higende kamplyst
Da fór Antilokos frem og stillet sig nær ved sin høvding.
Vel var Aineias en drabelig helt; men han maatte dog vike,
nu da han saa to kraftige mænd saa tæt ved hinanden.
Men da nu disse fik slæpt til akaiernes fylking de faldne,
lagde de begge de blodige lik i vennernes armer.
Selv gik de atter tilbake og stred i den forreste række.
Derefter fældte de helten Pylaimenes, tapper som Ares,
fører for modige mænd, paflagonernes skjolddækte svende.
Atrevs' søn Menelaos, den navngjetne mester med lansen,
rammet ham der hvor han stod, i hans nøkleben haardt med sin lanse.
Helten Antilokos traf hans vognstyrer Mydon, den gjæve
søn av Alymnios, just da han vendte det travende tvespand.
Like i albuen traf han ham haardt med en sten, og de skjønne
elfenbenssmykkede tøiler faldt ned fra hans hænder i støvet.
Straks for Antilokos frem og kløvde hans tinding med sverdet.
Kallende styrtet han ut av den herlige vogn, og i støvet
boret han issen og skuldrene ned, og længe blev kroppen
staaende fast; ti han styrtet til jord hvor sandet var dypest,
indtil hans gangere sparket ham om, saa han segnet i støvet.
Helten Antilokos drev til akaiernes fylking hans hester.
Hektor fik se dem i kjæmpernes rad og skyndte sig mot dem.
Frygtelig runget hans rop, og vældige rækker av troer
fulgte ham. Foran gik krigsguden selv og den vilde Enyo.
Viden de vanker paa rov efter okser og trivelig smaafæ,
herjende bøndernes fjøs og hegnede kve, til de begge
falder for jægerens haand og dræpes med skjærende kobber —
saaledes styrtet de begge til jord som mægtige graner,
kuet av helten Aineias' haand og segnet i støvet.
Ynket da straks den krigerske drot Menelaos de faldne.
Frem blandt de forreste kjæmper han gik i det skinnende kobber
svingende spydet i haand, og krigsguden egget hans kamplyst
lumskt; ti han ønsket hans fald for Aineias' vældige næve.
Dog, Antilokos saa ham, hin søn av den modige Nestor.
Frem til de forreste rækker han sprang; ti han frygtet at drotten
brat skulde miste sit liv og forspilde dem al deres møie.
Alt hadde heltene løftet sin haand, og med hvæssede lanser
sigtet de ret mot hinanden og brændte av higende kamplyst
Da fór Antilokos frem og stillet sig nær ved sin høvding.
Vel var Aineias en drabelig helt; men han maatte dog vike,
nu da han saa to kraftige mænd saa tæt ved hinanden.
Men da nu disse fik slæpt til akaiernes fylking de faldne,
lagde de begge de blodige lik i vennernes armer.
Selv gik de atter tilbake og stred i den forreste række.
Derefter fældte de helten Pylaimenes, tapper som Ares,
fører for modige mænd, paflagonernes skjolddækte svende.
Atrevs' søn Menelaos, den navngjetne mester med lansen,
rammet ham der hvor han stod, i hans nøkleben haardt med sin lanse.
Helten Antilokos traf hans vognstyrer Mydon, den gjæve
søn av Alymnios, just da han vendte det travende tvespand.
Like i albuen traf han ham haardt med en sten, og de skjønne
elfenbenssmykkede tøiler faldt ned fra hans hænder i støvet.
Straks for Antilokos frem og kløvde hans tinding med sverdet.
Kallende styrtet han ut av den herlige vogn, og i støvet
boret han issen og skuldrene ned, og længe blev kroppen
staaende fast; ti han styrtet til jord hvor sandet var dypest,
indtil hans gangere sparket ham om, saa han segnet i støvet.
Helten Antilokos drev til akaiernes fylking hans hester.
Hektor fik se dem i kjæmpernes rad og skyndte sig mot dem.
Frygtelig runget hans rop, og vældige rækker av troer
fulgte ham. Foran gik krigsguden selv og den vilde Enyo.