Denne siden er korrekturlest
svendene straks at føre dem hen til de stavnkrumme snekker.
Men da nu troerne saa den ene av Dares' sønner
jaget paa vildeste flugt, mens den anden var dræpt ved sin stridsvogn,
skalv deres hjerter av gru; men den blaaøide Pallas Atene
fattet den kampglade Ares ved haand og talte til guden:
«Ares, du murødelægger, du manddraper grusom og blodgrisk.
Skulde vi ei la troernes mænd og akaiernes helter
kjæmpe og se hvem Zevs, vor far, vil unde at seire!
Kom, la os skynde os bort, saa slipper vi Alfaders vrede.»
Saaledes talte hun mildt og førte den kampglade Ares
bort ifra striden og satte ham ned ved Skamandros' bredder.
Troerne vek for danaernes kraft. Hver høvding i hæren
fældte sin mand. Først styrtet den mægtige drot Agamemnon
Odios ned fra hans vogn, halizonernes kraftige høvding;
ti da han vendte sig, traf han ham haardt med lansen i ryggen,
midt mellem begge hans skuldre, og støtte den ut gjennem brystet.
Larmende tumlet han ned, og rustningen klirret om helten.
Derefter fældte Idomenevs' spyd den vældige Faistos,
søn av maioneren Boros, som kom fra det muldrike Tarne.
Drotten Idomenevs rammet ham haardt med den vældige lanse
just som han steg paa sin vogn, og traf ham i skuldren til høire.
Høvdingen faldt fra sin vogn i dødsnattens grufulde mørke.
Straks tok helten Idomenevs' mænd hans herlige rustning.
Atrevs' søn Menelaos fik dræpt med den hvæssede lanse
helten Skamandrios, Strofios' søn, en navngjeten jæger.
Veidemand var han som faa; ti Artemis selv hadde lært ham
sikkert at ramme hvert dyr som fjeldenes skoger har fostret.
Dennegang skjærmet dog hverken den pilglade jagtmø sin yndling
eller hans pil som tilforn usvigelig traf i det fjerne.
Atrevs' søn, Menelaos, den navngjetne mester med lansen,
jaget ham ilsomt paa flugt og traf ham med lansen i ryggen
midt mellem begge hans skuldre og støtte den ut gjennem brystet.
Høvdingen faldt paa sit ansigt, og rustningen klirret om helten.
Derefter fældte Meriones' spyd den gjæve Fereklos,
søn av kunstneren Harmon, en mester i alt som med hænder
virkes av skjønt; ti han elskedes høit av Pallas Atene.
Høvdingen tømret tilforn for Paris de gyngende skibe,
ulykkens ophav. De voldte ham selv og alle hans landsmænd
Men da nu troerne saa den ene av Dares' sønner
jaget paa vildeste flugt, mens den anden var dræpt ved sin stridsvogn,
skalv deres hjerter av gru; men den blaaøide Pallas Atene
fattet den kampglade Ares ved haand og talte til guden:
«Ares, du murødelægger, du manddraper grusom og blodgrisk.
Skulde vi ei la troernes mænd og akaiernes helter
kjæmpe og se hvem Zevs, vor far, vil unde at seire!
Kom, la os skynde os bort, saa slipper vi Alfaders vrede.»
Saaledes talte hun mildt og førte den kampglade Ares
bort ifra striden og satte ham ned ved Skamandros' bredder.
Troerne vek for danaernes kraft. Hver høvding i hæren
fældte sin mand. Først styrtet den mægtige drot Agamemnon
Odios ned fra hans vogn, halizonernes kraftige høvding;
ti da han vendte sig, traf han ham haardt med lansen i ryggen,
midt mellem begge hans skuldre, og støtte den ut gjennem brystet.
Larmende tumlet han ned, og rustningen klirret om helten.
Derefter fældte Idomenevs' spyd den vældige Faistos,
søn av maioneren Boros, som kom fra det muldrike Tarne.
Drotten Idomenevs rammet ham haardt med den vældige lanse
just som han steg paa sin vogn, og traf ham i skuldren til høire.
Høvdingen faldt fra sin vogn i dødsnattens grufulde mørke.
Straks tok helten Idomenevs' mænd hans herlige rustning.
Atrevs' søn Menelaos fik dræpt med den hvæssede lanse
helten Skamandrios, Strofios' søn, en navngjeten jæger.
Veidemand var han som faa; ti Artemis selv hadde lært ham
sikkert at ramme hvert dyr som fjeldenes skoger har fostret.
Dennegang skjærmet dog hverken den pilglade jagtmø sin yndling
eller hans pil som tilforn usvigelig traf i det fjerne.
Atrevs' søn, Menelaos, den navngjetne mester med lansen,
jaget ham ilsomt paa flugt og traf ham med lansen i ryggen
midt mellem begge hans skuldre og støtte den ut gjennem brystet.
Høvdingen faldt paa sit ansigt, og rustningen klirret om helten.
Derefter fældte Meriones' spyd den gjæve Fereklos,
søn av kunstneren Harmon, en mester i alt som med hænder
virkes av skjønt; ti han elskedes høit av Pallas Atene.
Høvdingen tømret tilforn for Paris de gyngende skibe,
ulykkens ophav. De voldte ham selv og alle hans landsmænd
