Denne siden er korrekturlest
vanheld og sorg; ti han gav ikke agt paa gudernes jertegn.
Da nu Meriones jaget ham skarpt og kom ham paa skudhold,
rammet hans malmhvasse spyd i sætet til høire, og odden
boret sig gjennem hans krop og tvers gjennem benet ved blæren.
Stønnende sank han i knæ, og dødsmørke sænket sig om ham.
Meges slog helten Pedaios ihjel, en søn av Antenor.
Vel var en frille hans mor; men den herlige stolte Teano
fostret ham ømt som et egtefødt barn for at glæde sin husbond.
Fylevs' lansesvingende søn gik nær ham og sigtet
ret mot hans hode og rammet ham haardt med spydet i nakken.
Kobberet for langs tændernes rad og kløvde hans tunge.
Høvdingen segnet i støvet og bet i det isnende kobber.
Derefter fældte Evrypylos, søn av den gjæve Evaimon,
helten Hypsenor, en søn av Dolopion. Ky som en guddom
nød han i hjemmet som prest for den mægtige flodgud Skamandros.
Helten Evaimons søn Evrypylos jaget paa rappe
føtter den foran ham flygtende prest og traf ham med sverdet
oppe ved skuldren. Den kraftige arm blev hugget fra kroppen.
Blodig faldt armen til jord, og over hans bristende øine
sænket sig skjæbnens usalige magt og dødsnattens mørke.
Saaledes stred de og kjæmpet med kraft i det vældige stevne.
Tydevs' søn for frem overalt; man kunde ei skjelne,
om han var en av akaiernes mænd eller troernes kjæmper.
Hen over sletten han for lik en elv som vinterens regnskyl
fylder saa vandflommen sprænger med kraft den skjærmende
dæmning.
Ikke formaar den sterkeste vold at tæmme dens vælde.
Gjærderne kan ikke lede den bort fra de bugnende haver.
Uventet bruser den frem, naar Zevs fra skyerne sender
skyllende regn. Da velter den mangt som mandskraft har virket.
Saaledes jog Diomedes paa flugt de talrike troers
sluttede rækker. Skjønt mange i tal, de maatte dog vike.
Men da den herlige søn av Lykaon fik se at han raste
hen over sletten og jaget paa flugt den splittede fylking,
sigtet han straks paa Tydevs' søn med sin krummede bue.
Midt i hans skulder til høire han traf i den hvælvede plate,
just som han stormet til kamp, og tvers gjennem skulderen trængte
pilen den bitre med kraft, og blodstrømmen farvet hans brynje.
Da nu Meriones jaget ham skarpt og kom ham paa skudhold,
rammet hans malmhvasse spyd i sætet til høire, og odden
boret sig gjennem hans krop og tvers gjennem benet ved blæren.
Stønnende sank han i knæ, og dødsmørke sænket sig om ham.
Meges slog helten Pedaios ihjel, en søn av Antenor.
Vel var en frille hans mor; men den herlige stolte Teano
fostret ham ømt som et egtefødt barn for at glæde sin husbond.
Fylevs' lansesvingende søn gik nær ham og sigtet
ret mot hans hode og rammet ham haardt med spydet i nakken.
Kobberet for langs tændernes rad og kløvde hans tunge.
Høvdingen segnet i støvet og bet i det isnende kobber.
Derefter fældte Evrypylos, søn av den gjæve Evaimon,
helten Hypsenor, en søn av Dolopion. Ky som en guddom
nød han i hjemmet som prest for den mægtige flodgud Skamandros.
Helten Evaimons søn Evrypylos jaget paa rappe
føtter den foran ham flygtende prest og traf ham med sverdet
oppe ved skuldren. Den kraftige arm blev hugget fra kroppen.
Blodig faldt armen til jord, og over hans bristende øine
sænket sig skjæbnens usalige magt og dødsnattens mørke.
Saaledes stred de og kjæmpet med kraft i det vældige stevne.
Tydevs' søn for frem overalt; man kunde ei skjelne,
om han var en av akaiernes mænd eller troernes kjæmper.
Hen over sletten han for lik en elv som vinterens regnskyl
fylder saa vandflommen sprænger med kraft den skjærmende
dæmning.
Ikke formaar den sterkeste vold at tæmme dens vælde.
Gjærderne kan ikke lede den bort fra de bugnende haver.
Uventet bruser den frem, naar Zevs fra skyerne sender
skyllende regn. Da velter den mangt som mandskraft har virket.
Saaledes jog Diomedes paa flugt de talrike troers
sluttede rækker. Skjønt mange i tal, de maatte dog vike.
Men da den herlige søn av Lykaon fik se at han raste
hen over sletten og jaget paa flugt den splittede fylking,
sigtet han straks paa Tydevs' søn med sin krummede bue.
Midt i hans skulder til høire han traf i den hvælvede plate,
just som han stormet til kamp, og tvers gjennem skulderen trængte
pilen den bitre med kraft, og blodstrømmen farvet hans brynje.
