Denne siden er korrekturlest
Saa vil vel mangen en mand blandt de overmodige troer
si, naar han tramper med haan Menelaos' enslige gravhaug:
«Gid Agamemnon altid som nu maatte mætte sin vrede,
nu da han førte forgjæves en hær av akaier mot byen
og maatte stevne tilsidst med skibene lette og tomme
hjemad til fædrenes land, men la Menelaos tilbake.»
Saa vil de si. Dog, bedre det var om jorden mig slukte.»
Trøstende venlig sin bror tok nu Menelaos til orde:
«Kjære, fat mod og væk ikke frygt i akaiernes hjerter.
Dødelig traf ei den hvæssede pil; men det kunstfulde belte
skjærmet mig ytterst mot døden og derefter brynjen, og inderst
vernet mig platen av kobber, som smedene kunstfærdig virket.»
Straks tok mændenes drot Agamemnon til orde og svarte:
«Elskede bror Menelaos, aa gid det var sandt som du sier!
Nu skal en læge faa se til dit saar og lægge paa vunden
kraftige urter som snart kan stille de sortnende smerter.»
Saa han talte og svenden, den gjæve Taltybios, bød han:
«Skynd dig, Taltybios, hastig avsted og hent os den gjæve
høvding Makaon, hin søn av Asklepios, lægernes mester.
Byd ham at se til min bror Menelaos, Atrevs' ætling,
hvem nu en mesterlig skytte, en lykier eller en troer,
rammet med pilen til hæder for sig, men til sorg for os andre.»
Saa han talte. Ham hørte hans svend og lød hans befaling.
Hen til akaiernes malmklædte mænd han ilte og speidet
skarpt efter helten Makaon og fandt ham staaende rolig
midt i de kraftige rækker av modige skjolddækte kjæmper
som hadde fulgt sin drot fra det gangernærende Trike.
Gik han da nær og med vingede ord han talte til helten:
«Op, Asklepios' søn. Dig kalder vor drot Agamemnon,
at du kan se til hans bror Menelaos, akaiernes fører,
hvem nu en mesterlig skytte, en lykier eller en troer,
rammet med pilen til hæder for sig, men til sorg for os andre.»
Saaledes talte den gjæve herold og rørte hans hjerte.
Ilsomt drog de avsted i akaiernes leir gjennem vrimlen.
Men da de begge kom dit, hvor den lyslette helt Menelaos
stod med sit blødende saar i en ring av de gjæveste fyrster
midt i den samlede kreds, hvor han stod saa skjøn som en guddom,
rykket han straks den smertende pil fra det fastspændte belte.
si, naar han tramper med haan Menelaos' enslige gravhaug:
«Gid Agamemnon altid som nu maatte mætte sin vrede,
nu da han førte forgjæves en hær av akaier mot byen
og maatte stevne tilsidst med skibene lette og tomme
hjemad til fædrenes land, men la Menelaos tilbake.»
Saa vil de si. Dog, bedre det var om jorden mig slukte.»
Trøstende venlig sin bror tok nu Menelaos til orde:
«Kjære, fat mod og væk ikke frygt i akaiernes hjerter.
Dødelig traf ei den hvæssede pil; men det kunstfulde belte
skjærmet mig ytterst mot døden og derefter brynjen, og inderst
vernet mig platen av kobber, som smedene kunstfærdig virket.»
Straks tok mændenes drot Agamemnon til orde og svarte:
«Elskede bror Menelaos, aa gid det var sandt som du sier!
Nu skal en læge faa se til dit saar og lægge paa vunden
kraftige urter som snart kan stille de sortnende smerter.»
Saa han talte og svenden, den gjæve Taltybios, bød han:
«Skynd dig, Taltybios, hastig avsted og hent os den gjæve
høvding Makaon, hin søn av Asklepios, lægernes mester.
Byd ham at se til min bror Menelaos, Atrevs' ætling,
hvem nu en mesterlig skytte, en lykier eller en troer,
rammet med pilen til hæder for sig, men til sorg for os andre.»
Saa han talte. Ham hørte hans svend og lød hans befaling.
Hen til akaiernes malmklædte mænd han ilte og speidet
skarpt efter helten Makaon og fandt ham staaende rolig
midt i de kraftige rækker av modige skjolddækte kjæmper
som hadde fulgt sin drot fra det gangernærende Trike.
Gik han da nær og med vingede ord han talte til helten:
«Op, Asklepios' søn. Dig kalder vor drot Agamemnon,
at du kan se til hans bror Menelaos, akaiernes fører,
hvem nu en mesterlig skytte, en lykier eller en troer,
rammet med pilen til hæder for sig, men til sorg for os andre.»
Saaledes talte den gjæve herold og rørte hans hjerte.
Ilsomt drog de avsted i akaiernes leir gjennem vrimlen.
Men da de begge kom dit, hvor den lyslette helt Menelaos
stod med sit blødende saar i en ring av de gjæveste fyrster
midt i den samlede kreds, hvor han stod saa skjøn som en guddom,
rykket han straks den smertende pil fra det fastspændte belte.
