Denne siden er korrekturlest
Saa han talte og rykket sit malmspyd ut av den faldne,
lagde det fra sig og rev hans blodige rustning fra skuldre.
Stimlet da sammen om Hektor de andre akaier, og alle
saa de med undren paa høvdingens vekst og herlige skjønhet.
Alle, som traadte ham nær, gav liket en flænge med spydet.
Mangen en mand saa hen til sin nærmeste nabo og mælte:
«Jo da, tilvisse, langt bløtere nu er Hektor at ta paa,
end da han brændte med flammende ild vore tjærede snekker.»
Saaledes talte saa mangen og gik og stak ham med lansen.
Men da Akillevs, den fotrappe helt, hadde røvet hans rustning,
stod han og talte med vingede ord til akaiernes sønner:
«Venner, argeiernes drotter i kamp og formænd i raadet.
Eftersom guderne undte mig nu at kue hin kjæmpe,
ham som har plaget os mer end alle de andre tilhobe,
la os da friste rundt byen vort held med vaaben og verge,
saa vi faar vite med visshet hvad troerne agter at gjøre,
om de vil rømme den kneisende borg, naar denne er falden,
eller har mod til at bli, naar Hektor ei mer er i live.
Dog, hvi drøfter jeg nu i min sjæl saa faafængte tanker?
Ujordet ligger Patroklos’ lik ved flaaten, og ingen
graater for ham; men jeg glemmer ham ei saa længe jeg færdes
her i de levendes tal og knærne endnu kan røres.
Ja, om saa andre i Hades’ bo maa glemme de døde,
jeg skal dog mindes min elskede ven for evig selv hisset.
La os nu gaa, akaiiske mænd, til et seierskvads toner
førende denne avsted til vor leir ved de stavnkrumme snekker.
Glimrende ry har vi vundet. Vi dræpte den herlige Hektor,
helten, som troernes mænd har prist som en guddom i byen.»
Saa han talte og øvet en gruelig gjerning mot Hektor;
ti ifra ankel til hæl paa begge hans føtter bak vristen
stak han i senerne hul, trak oksehuds remmer igjennem,
bandt ham saa fast til sin vogn og lot hovedet slæpe i støvet.
Derefter steg han tilvogns med hans herlige rustning som bytte.
Hestene pisket han frem, og de ilte avsted som paa vinger.
Støvskyen hvirvlet hvor liket blev slæpt, og de blaasorte lokker
flagret fra issen, og hele hans før saa deilige hode
laa i det smudsige støv; ti nu hadde Alfader tillatt
fiender hatske at skjende det grumt i hans fædrene hjemland.
lagde det fra sig og rev hans blodige rustning fra skuldre.
Stimlet da sammen om Hektor de andre akaier, og alle
saa de med undren paa høvdingens vekst og herlige skjønhet.
Alle, som traadte ham nær, gav liket en flænge med spydet.
Mangen en mand saa hen til sin nærmeste nabo og mælte:
«Jo da, tilvisse, langt bløtere nu er Hektor at ta paa,
end da han brændte med flammende ild vore tjærede snekker.»
Saaledes talte saa mangen og gik og stak ham med lansen.
Men da Akillevs, den fotrappe helt, hadde røvet hans rustning,
stod han og talte med vingede ord til akaiernes sønner:
«Venner, argeiernes drotter i kamp og formænd i raadet.
Eftersom guderne undte mig nu at kue hin kjæmpe,
ham som har plaget os mer end alle de andre tilhobe,
la os da friste rundt byen vort held med vaaben og verge,
saa vi faar vite med visshet hvad troerne agter at gjøre,
om de vil rømme den kneisende borg, naar denne er falden,
eller har mod til at bli, naar Hektor ei mer er i live.
Dog, hvi drøfter jeg nu i min sjæl saa faafængte tanker?
Ujordet ligger Patroklos’ lik ved flaaten, og ingen
graater for ham; men jeg glemmer ham ei saa længe jeg færdes
her i de levendes tal og knærne endnu kan røres.
Ja, om saa andre i Hades’ bo maa glemme de døde,
jeg skal dog mindes min elskede ven for evig selv hisset.
La os nu gaa, akaiiske mænd, til et seierskvads toner
førende denne avsted til vor leir ved de stavnkrumme snekker.
Glimrende ry har vi vundet. Vi dræpte den herlige Hektor,
helten, som troernes mænd har prist som en guddom i byen.»
Saa han talte og øvet en gruelig gjerning mot Hektor;
ti ifra ankel til hæl paa begge hans føtter bak vristen
stak han i senerne hul, trak oksehuds remmer igjennem,
bandt ham saa fast til sin vogn og lot hovedet slæpe i støvet.
Derefter steg han tilvogns med hans herlige rustning som bytte.
Hestene pisket han frem, og de ilte avsted som paa vinger.
Støvskyen hvirvlet hvor liket blev slæpt, og de blaasorte lokker
flagret fra issen, og hele hans før saa deilige hode
laa i det smudsige støv; ti nu hadde Alfader tillatt
fiender hatske at skjende det grumt i hans fædrene hjemland.
