Denne siden er korrekturlest
endnu fik bruke sit mæle til svar i vekslende tale.
Segnet han da til jord, og jublende ropte Akillevs:
«Hektor, du mente dig visst saa tryg, da du fældte Patroklos.
Ikke det ringeste frygtet du mig som var borte fra kampen.
Daare; ti sat jeg end fjernt fra min ven ved de stavnkrumme snekker,
var jeg dog endnu i live og blev ham en sterkere hevner;
ti dine knær har jeg lammet, og dig skal hunder og gribber
slæpe til spot og spe; men ham skal akaierne jorde.»
Lammet av dødstræthet svarte den hjelmbuskvaiende Hektor:
«Bønlig ber jeg dig nu ved dit liv, dine knær og forældre:
La dog ei hundene æte mit lik ved akaiernes snekker.
Nei, ta skinnende kobber og guld i rikelig mængde,
alt hvad min far og ærværdige mor vil gi dig som gaver;
men send liket tilbake, saa troer og troiske kvinder
hjemme kan reise mit baal og unde mig hædrende likfærd.»
Truende svarte, med rynkede bryn, den raske Akillevs:
«Favn ikke, hund, mine knær, og tig mig ei ved forældre.
Aa, om min rasende harm kunde egge min sjæl til at skjære
kjøt av din krop og æte det raat for den sorg du har voldt mig.
Ingen skal nu kunne verne mot graadige hunder dit hode,
selv om de bragte som skjænk og lagde paa vegten til soning
tifold og tyvefold bot og lovet mig andet til gave.
Vilde dardaneren Priamos end med guldet, det røde,
veie dig op, saa skal ei din værdige mor kunne lægge
selv den søn, hun har født, paa baaren med jamrende klage.
Nei, men hele din krop skal flænges av hunder og gribber.»
Døende mælte paany den hjelmbuskvaiende Hektor:
«Ja, jeg kjender dig godt, som du staar mig for øie. Jeg skulde
altsaa ei røre din sjæl; ti av jern er dit hjerte i barmen.
Vogt dig, at ikke min lod skal volde at guderne vredes,
naar den er kommet den dag, da Paris og Foibos Apollon
fælder dig hist ved den skaiiske port, hvor kjækt du end kjæmper.»
Saa han talte, og over ham gled den evige dødssøvn.
Bort fra lemmerne svævet hans sjæl og vandret til Hades,
jamrende over sin lod, at skilles fra mandskraft og ungdom.
Selv til den avdøde talte paany den stolte Akillevs:
«Dø! — og efterpaa tar jeg min lod, naar Zevs og de andre
evige guder vil styre det saa at døden skal naa mig.»
Segnet han da til jord, og jublende ropte Akillevs:
«Hektor, du mente dig visst saa tryg, da du fældte Patroklos.
Ikke det ringeste frygtet du mig som var borte fra kampen.
Daare; ti sat jeg end fjernt fra min ven ved de stavnkrumme snekker,
var jeg dog endnu i live og blev ham en sterkere hevner;
ti dine knær har jeg lammet, og dig skal hunder og gribber
slæpe til spot og spe; men ham skal akaierne jorde.»
Lammet av dødstræthet svarte den hjelmbuskvaiende Hektor:
«Bønlig ber jeg dig nu ved dit liv, dine knær og forældre:
La dog ei hundene æte mit lik ved akaiernes snekker.
Nei, ta skinnende kobber og guld i rikelig mængde,
alt hvad min far og ærværdige mor vil gi dig som gaver;
men send liket tilbake, saa troer og troiske kvinder
hjemme kan reise mit baal og unde mig hædrende likfærd.»
Truende svarte, med rynkede bryn, den raske Akillevs:
«Favn ikke, hund, mine knær, og tig mig ei ved forældre.
Aa, om min rasende harm kunde egge min sjæl til at skjære
kjøt av din krop og æte det raat for den sorg du har voldt mig.
Ingen skal nu kunne verne mot graadige hunder dit hode,
selv om de bragte som skjænk og lagde paa vegten til soning
tifold og tyvefold bot og lovet mig andet til gave.
Vilde dardaneren Priamos end med guldet, det røde,
veie dig op, saa skal ei din værdige mor kunne lægge
selv den søn, hun har født, paa baaren med jamrende klage.
Nei, men hele din krop skal flænges av hunder og gribber.»
Døende mælte paany den hjelmbuskvaiende Hektor:
«Ja, jeg kjender dig godt, som du staar mig for øie. Jeg skulde
altsaa ei røre din sjæl; ti av jern er dit hjerte i barmen.
Vogt dig, at ikke min lod skal volde at guderne vredes,
naar den er kommet den dag, da Paris og Foibos Apollon
fælder dig hist ved den skaiiske port, hvor kjækt du end kjæmper.»
Saa han talte, og over ham gled den evige dødssøvn.
Bort fra lemmerne svævet hans sjæl og vandret til Hades,
jamrende over sin lod, at skilles fra mandskraft og ungdom.
Selv til den avdøde talte paany den stolte Akillevs:
«Dø! — og efterpaa tar jeg min lod, naar Zevs og de andre
evige guder vil styre det saa at døden skal naa mig.»
