Denne siden er korrekturlest
Aiakosætlingens lanse og knække hans asketræs spydstang;
men med sit sverd gik Akillevs ham nær og røvet ham livet.
Ti ved hans navle traf drotten ham haardt i buken, og alle
tarmene veltet til jord, og den rallendes bristende øine
slørtes av mulm; da satte Akillevs sit knæ paa hans bringe,
slet ham hans rustning fra krop og ropte i pralende jubel:
«Slik kan du ligge! Det blev dig for svært mot den sterke Kronions
sønner at stevne til strid, skjønt selv du er flodgudens ætling.
Nys har du pralende nævnt at du stammer fra floden den brede.
Selv kan jeg kalde mig stolt en ætling av Zevs i det høie.
Pelevs, Aiakos’ søn, myrmidonernes mægtige hersker,
avlet jo mig; men Aiakos’ far var den sterke Kronion.
Derfor, som Zevs staar høit over floder som iler mot havet,
staar ogsaa Alfaders æt over flodgudens sønner i vælde.
Nær dig strømmer den mægtige elv, som vel vilde hjælpe,
dersom den kunde; men gaa til en kamp mot Zevs er ugjørlig.
Hverken den mægtige gud Akéloos trodser hans vælde
eller Okeanos’ bundløse strøm, med de vældige kræfter,
den som er ophav til flodernes vand og til samtlige have,
bækkenes rislende strøm og de dypt fremvældende kilder.
Dog, selv han maa ræddes for Zevs, den vældige herskers
grufulde torden og lyn, naar det braker fra himmelens høider.»
Saa han talte og rykket sin malmhvasse lanse fra skrænten.
Ham lot han bli hvor han var, da han først hadde røvet ham livet,
liggende strakt paa den sandige bred og vætet av vandet.
Rundt ham svømmet et mylder av aal og stimer av fisker,
nappende fettet, det hvite, som dækket de blottede nyrer.
Derefter stormet han frem mot paionernes kjæmper, som endnu
flygtet avsted ved den hvirvlende elv paa rullende stridsvogn,
da de fik se sin ypperste helt i det vældige kampgny
kuet saa grumt av Akillevs’ arm med det lynende slagsverd.
Helten Tersilokos fældet han der og Mydon og Mnesos,
dernæst Astýpylos, Trásios, Aínios og Ofeléstes.
Fler av paionernes mænd var dræpt av den raske Akillevs,
hvis ei den dypt henrullende elv i flammende vrede,
skapt som en dødelig mand, hadde ropt fra de dypeste hvirvler:
«Gjæve Akillevs, i gruelig daad og vældige kræfter
rager du høit over mænd; ti guderne hjælper dig altid.
men med sit sverd gik Akillevs ham nær og røvet ham livet.
Ti ved hans navle traf drotten ham haardt i buken, og alle
tarmene veltet til jord, og den rallendes bristende øine
slørtes av mulm; da satte Akillevs sit knæ paa hans bringe,
slet ham hans rustning fra krop og ropte i pralende jubel:
«Slik kan du ligge! Det blev dig for svært mot den sterke Kronions
sønner at stevne til strid, skjønt selv du er flodgudens ætling.
Nys har du pralende nævnt at du stammer fra floden den brede.
Selv kan jeg kalde mig stolt en ætling av Zevs i det høie.
Pelevs, Aiakos’ søn, myrmidonernes mægtige hersker,
avlet jo mig; men Aiakos’ far var den sterke Kronion.
Derfor, som Zevs staar høit over floder som iler mot havet,
staar ogsaa Alfaders æt over flodgudens sønner i vælde.
Nær dig strømmer den mægtige elv, som vel vilde hjælpe,
dersom den kunde; men gaa til en kamp mot Zevs er ugjørlig.
Hverken den mægtige gud Akéloos trodser hans vælde
eller Okeanos’ bundløse strøm, med de vældige kræfter,
den som er ophav til flodernes vand og til samtlige have,
bækkenes rislende strøm og de dypt fremvældende kilder.
Dog, selv han maa ræddes for Zevs, den vældige herskers
grufulde torden og lyn, naar det braker fra himmelens høider.»
Saa han talte og rykket sin malmhvasse lanse fra skrænten.
Ham lot han bli hvor han var, da han først hadde røvet ham livet,
liggende strakt paa den sandige bred og vætet av vandet.
Rundt ham svømmet et mylder av aal og stimer av fisker,
nappende fettet, det hvite, som dækket de blottede nyrer.
Derefter stormet han frem mot paionernes kjæmper, som endnu
flygtet avsted ved den hvirvlende elv paa rullende stridsvogn,
da de fik se sin ypperste helt i det vældige kampgny
kuet saa grumt av Akillevs’ arm med det lynende slagsverd.
Helten Tersilokos fældet han der og Mydon og Mnesos,
dernæst Astýpylos, Trásios, Aínios og Ofeléstes.
Fler av paionernes mænd var dræpt av den raske Akillevs,
hvis ei den dypt henrullende elv i flammende vrede,
skapt som en dødelig mand, hadde ropt fra de dypeste hvirvler:
«Gjæve Akillevs, i gruelig daad og vældige kræfter
rager du høit over mænd; ti guderne hjælper dig altid.
