Denne siden er korrekturlest
Saa hun talte og løste fra barm det deilige brystbaand,
alleslags tryllende billeders pragt var virket i væven.
Der var længsel og kjærlighets lyst og lokkende tale;
der var forførelsens magt som daarer de sindigste hjerter.
Rakte hun da det herlige baand til Hera og mælte:
«Ta det og gjem ved din barm mit baand med de billeder fagre.
Deri er indvævet hele min magt, og hvad du saa ønsker,
skuffet vil du saavisst ei vende tilbake fra færden.»
Saa hun talte. Da smilte den mørkøide værdige Hera.
Smilende tok hun det tryllende baand og stak det i barmen.
Ind i gudernes hal gik Alfaders barn Afrodite.
Men fra den høieste tind paa Olymp svang Hera sig hastig.
Over Piérias land og Emátias yndige marker,
over de trakiske vognkjæmpers fjeld med de snedækte tinder,
svævet hun lekende let, og føtterne rørte ei jorden.
Derefter ilte hun hen over bølgende havdyp fra Atos,
kom saa til Lemnos tilsidst, til den herlige Toas’ kongsstad.
Søvnguden traf hun og trykket hans haand, tok ordet og mælte
«Mægtige Søvn, hvem menneskers barn og guder maa lyde.
Likesom engang tilforn du villig har hørt mine bønner,
lyd mig da nu! Jeg skal lønne dig rikt i kommende dage.
Sænk under Alfaders bryn en blund paa hans straalende øine,
straks naar jeg hviler i kjærlighets lyst ved herskerens side.
Da skal jeg gi dig en tronstol av guld til evindelig eie.
Den skal Hefaístos, min haltende søn, med kyndige hænder
hamre og glatte saa skjønt, og nedentil gjør han en skammel,
saa du ved festlige gilder kan hvile de glinsende føtter.»
Straks tok Søvnen, den kvægende gud til orde og svarte:
«Hera, du høie gudinde, du barn av den vældige Kronos.
Let kan jeg dysse en anden i søvn av de evige guder,
ja, om det saa var Okéanos selv med de brusende strømme,
han som er far og ophav til alt som lever og røres.
Dog, at komme til Zevs, til Kronos’ søn for at dysse
guden i slummer, det vaager jeg ei, naar han selv ikke ber mig.
Nei, en befaling fra dig har lært mig at ta mig i vare
engang tilforn, da Alfaders søn, den barske Herakles,
vendte fra Ilios hjem, da han troernes by hadde ødet.
Dengang sænket jeg blidt over Aigissvingerens tanker
alleslags tryllende billeders pragt var virket i væven.
Der var længsel og kjærlighets lyst og lokkende tale;
der var forførelsens magt som daarer de sindigste hjerter.
Rakte hun da det herlige baand til Hera og mælte:
«Ta det og gjem ved din barm mit baand med de billeder fagre.
Deri er indvævet hele min magt, og hvad du saa ønsker,
skuffet vil du saavisst ei vende tilbake fra færden.»
Saa hun talte. Da smilte den mørkøide værdige Hera.
Smilende tok hun det tryllende baand og stak det i barmen.
Ind i gudernes hal gik Alfaders barn Afrodite.
Men fra den høieste tind paa Olymp svang Hera sig hastig.
Over Piérias land og Emátias yndige marker,
over de trakiske vognkjæmpers fjeld med de snedækte tinder,
svævet hun lekende let, og føtterne rørte ei jorden.
Derefter ilte hun hen over bølgende havdyp fra Atos,
kom saa til Lemnos tilsidst, til den herlige Toas’ kongsstad.
Søvnguden traf hun og trykket hans haand, tok ordet og mælte
«Mægtige Søvn, hvem menneskers barn og guder maa lyde.
Likesom engang tilforn du villig har hørt mine bønner,
lyd mig da nu! Jeg skal lønne dig rikt i kommende dage.
Sænk under Alfaders bryn en blund paa hans straalende øine,
straks naar jeg hviler i kjærlighets lyst ved herskerens side.
Da skal jeg gi dig en tronstol av guld til evindelig eie.
Den skal Hefaístos, min haltende søn, med kyndige hænder
hamre og glatte saa skjønt, og nedentil gjør han en skammel,
saa du ved festlige gilder kan hvile de glinsende føtter.»
Straks tok Søvnen, den kvægende gud til orde og svarte:
«Hera, du høie gudinde, du barn av den vældige Kronos.
Let kan jeg dysse en anden i søvn av de evige guder,
ja, om det saa var Okéanos selv med de brusende strømme,
han som er far og ophav til alt som lever og røres.
Dog, at komme til Zevs, til Kronos’ søn for at dysse
guden i slummer, det vaager jeg ei, naar han selv ikke ber mig.
Nei, en befaling fra dig har lært mig at ta mig i vare
engang tilforn, da Alfaders søn, den barske Herakles,
vendte fra Ilios hjem, da han troernes by hadde ødet.
Dengang sænket jeg blidt over Aigissvingerens tanker
