Denne siden er korrekturlest
haaret som bølget i underskjøn glans fra udødelig isse.
Derefter hyllet hun sig i det rike gevandt som Atene
vævet og glattet med kunst og smykket med billeders mængde,
fæstet det saa med spænder av guld om barmen og spændte
beltet, det skjønne, om midjen, besat med hundrede kvaster.
Straalende guldringer fæstet hun smukt i ørenes huller
smykket med perlerne, trende paa hver, i spillende lysglans.
Hyllet hun saa, den herlige dis, sit hode i sløret,
deilig og nyt fra væven, saa hvitt som det blendende sollys.
Under de skinnende føtter hun bandt de skjønne sandaler.
Da hun fra isse til fot hadde klædt sig i straalende festskrud,
gik hun fra kammeret ut og kaldte i løn Afrodite
bort ifra gudernes kreds, og bedende tok hun til orde:
«Mon du, mit elskede barn, vil føie mig nu naar jeg ber dig,
eller si nei med nag i din barm, fordi jeg i kampen
hjælper akaiernes folk, men du de troiske kjæmper?»
Svarte da straks Afrodite, den mægtige Alfaders datter:
«Hera, du høie gudinde! du barn av den vældige Kronos.
Nævn hvad du ønsker. Forvisst staar min hu til at gjøre din vilje,
staar det saasandt i min magt, og det som du ønsker er gjørlig.»
Listelig talte paany gudinden den værdige Hera:
«Laan mig da elskovens magt og længselen, hvormed du daarer
hver en udødelig gud og dødelig mand som du lyster.
Vit at jeg agter at gaa til jorderigs ytterste grænser.
Tetys, vor mor, vil jeg se, og Okeanos, gudernes ophav,
de som har fostret mig ømt i sin hal og pleiet mig kjærlig
dengang de fik mig av Reia, da Zevs med sit lyn hadde styrtet
Kronos saa dypt under jord og dypt under havet det golde.
Dem vil jeg gjeste paany og løse en endeløs tvedragt;
ti i langsommelig tid har de skydd hinanden og favnes
aldrig paa leiet i elskov, men huser kun hat i sit hjerte.
Dersom jeg nu med venlige ord kunde røre dem begge,
saa de paany kunde favnes i inderlig elskov paa leiet,
vilde de elske og agte mig høit til evige tider.»
Svarte da straks Afrodite, den smilende elskovsgudinde:
«Ei er det mulig, og ei er det ret at negte dig noget;
ti det er dig som hviler i Zevs, den høiestes, arme.»
Derefter hyllet hun sig i det rike gevandt som Atene
vævet og glattet med kunst og smykket med billeders mængde,
fæstet det saa med spænder av guld om barmen og spændte
beltet, det skjønne, om midjen, besat med hundrede kvaster.
Straalende guldringer fæstet hun smukt i ørenes huller
smykket med perlerne, trende paa hver, i spillende lysglans.
Hyllet hun saa, den herlige dis, sit hode i sløret,
deilig og nyt fra væven, saa hvitt som det blendende sollys.
Under de skinnende føtter hun bandt de skjønne sandaler.
Da hun fra isse til fot hadde klædt sig i straalende festskrud,
gik hun fra kammeret ut og kaldte i løn Afrodite
bort ifra gudernes kreds, og bedende tok hun til orde:
«Mon du, mit elskede barn, vil føie mig nu naar jeg ber dig,
eller si nei med nag i din barm, fordi jeg i kampen
hjælper akaiernes folk, men du de troiske kjæmper?»
Svarte da straks Afrodite, den mægtige Alfaders datter:
«Hera, du høie gudinde! du barn av den vældige Kronos.
Nævn hvad du ønsker. Forvisst staar min hu til at gjøre din vilje,
staar det saasandt i min magt, og det som du ønsker er gjørlig.»
Listelig talte paany gudinden den værdige Hera:
«Laan mig da elskovens magt og længselen, hvormed du daarer
hver en udødelig gud og dødelig mand som du lyster.
Vit at jeg agter at gaa til jorderigs ytterste grænser.
Tetys, vor mor, vil jeg se, og Okeanos, gudernes ophav,
de som har fostret mig ømt i sin hal og pleiet mig kjærlig
dengang de fik mig av Reia, da Zevs med sit lyn hadde styrtet
Kronos saa dypt under jord og dypt under havet det golde.
Dem vil jeg gjeste paany og løse en endeløs tvedragt;
ti i langsommelig tid har de skydd hinanden og favnes
aldrig paa leiet i elskov, men huser kun hat i sit hjerte.
Dersom jeg nu med venlige ord kunde røre dem begge,
saa de paany kunde favnes i inderlig elskov paa leiet,
vilde de elske og agte mig høit til evige tider.»
Svarte da straks Afrodite, den smilende elskovsgudinde:
«Ei er det mulig, og ei er det ret at negte dig noget;
ti det er dig som hviler i Zevs, den høiestes, arme.»