Denne siden er korrekturlest
«Atrevs’ søn! nu glæder forvisst Akillevs’ grumme
hjerte sig høit i hans bryst, naar han ser akaiernes sønner
fældes og fly; ti han eier av hjertelag ikke det mindste.
Gid han maa finde sin død som vi, og en gud vilde slaa ham.
Selv er du ikke saa helt forhatt av de salige guder.
End skal troernes førende mænd og raadende fyrster
jages i hvirvlende støv over valpladsen. End skal du skue
fiendens flugt til den kneisende by fra skibe og telter.»
Saa han talte og vældig han skrek, da han fôr over sletten.
Likesaa høit som ni, ja ti ganger tusinde stridsmænd
skriker, naar vildt de stormer til strid i krigsgudens kampe,
likesaa rungende lød fra Poseidons mægtige bringe
herskerens røst og vakte paany i akaiernes hjerter
styrke og mod til ustanselig strid og kamp uten hvile.
Hera steg op fra sin trone av guld, og høit paa Olympens
mægtige aasryg speidet hun om, og med frydefuldt hjerte
kjendte hun straks sin svoger og bror, som i aandeløs iver
stormet paa valen omkring, hvor heltene vinder sin hæder.
Men paa den øverste top av Ida, hvor bækkene risler,
øinet hun Zevs, der han sat, og hun kokte av harm i sit hjerte.
Derefter grundet hun paa, den mørkøide værdige Hera,
hvordan hun aigissvingerens sind som bedst kunde daare.
Tyktes det da gudinden tilsidst at være det bedste,
klædt i sin herligste pragt at vandre til Ida og friste
om han i længselsfuld lyst skulde attraa at hvile i elskov
i hendes fang, saa hun mildt kunde sænke den kvægende slummer
over hans øine og dysse i søvn hans kløktige tanker.
Ind i det lukkede kammer hun gik, som sønnen Hefaistos
bygget med kunst. Med en hemmelig slaa han sluttet den sterke
fløidør til karmen. En anden av guderne aapnet den aldrig.
Der gik hun ind og lukket i laas den straalende fløidør,
og med ambrosia tvættet hun først de yndige lemmer
rene for smuds og salvet sin hud med den glinsende olje
himmelsk og liflig. Den duftet saa søtt med kostelig vellugt.
Bare den røres bak terskler av malm i Alfaders haller,
spredes dens duft under himmelens hvælv over jorderig vide.
Dermed salvet hun først de deilige lemmer og kjæmmet
lokkernes lysende flom og flettet med smidige hænder
hjerte sig høit i hans bryst, naar han ser akaiernes sønner
fældes og fly; ti han eier av hjertelag ikke det mindste.
Gid han maa finde sin død som vi, og en gud vilde slaa ham.
Selv er du ikke saa helt forhatt av de salige guder.
End skal troernes førende mænd og raadende fyrster
jages i hvirvlende støv over valpladsen. End skal du skue
fiendens flugt til den kneisende by fra skibe og telter.»
Saa han talte og vældig han skrek, da han fôr over sletten.
Likesaa høit som ni, ja ti ganger tusinde stridsmænd
skriker, naar vildt de stormer til strid i krigsgudens kampe,
likesaa rungende lød fra Poseidons mægtige bringe
herskerens røst og vakte paany i akaiernes hjerter
styrke og mod til ustanselig strid og kamp uten hvile.
Hera steg op fra sin trone av guld, og høit paa Olympens
mægtige aasryg speidet hun om, og med frydefuldt hjerte
kjendte hun straks sin svoger og bror, som i aandeløs iver
stormet paa valen omkring, hvor heltene vinder sin hæder.
Men paa den øverste top av Ida, hvor bækkene risler,
øinet hun Zevs, der han sat, og hun kokte av harm i sit hjerte.
Derefter grundet hun paa, den mørkøide værdige Hera,
hvordan hun aigissvingerens sind som bedst kunde daare.
Tyktes det da gudinden tilsidst at være det bedste,
klædt i sin herligste pragt at vandre til Ida og friste
om han i længselsfuld lyst skulde attraa at hvile i elskov
i hendes fang, saa hun mildt kunde sænke den kvægende slummer
over hans øine og dysse i søvn hans kløktige tanker.
Ind i det lukkede kammer hun gik, som sønnen Hefaistos
bygget med kunst. Med en hemmelig slaa han sluttet den sterke
fløidør til karmen. En anden av guderne aapnet den aldrig.
Der gik hun ind og lukket i laas den straalende fløidør,
og med ambrosia tvættet hun først de yndige lemmer
rene for smuds og salvet sin hud med den glinsende olje
himmelsk og liflig. Den duftet saa søtt med kostelig vellugt.
Bare den røres bak terskler av malm i Alfaders haller,
spredes dens duft under himmelens hvælv over jorderig vide.
Dermed salvet hun først de deilige lemmer og kjæmmet
lokkernes lysende flom og flettet med smidige hænder
