Denne siden er korrekturlest
høit, mens stenene føk. Akaierne verget i mismod
drevet av tvang sine snekker, og guderne sørget tilhobe,
alle som hjalp danaernes mænd, naar de kjæmpet paa valen.
Frem gik begge lapiter til dyst i drabelig nærkamp.
Drotten Peiritoos’ søn Polypoites slynget med vælde
lansen mot Dámasos’ hjelm og traf i dens kindskjerm av kobber.
Stridshjelmens malmplate vernet ham ei; men tvers gjennem benet
trængte med knusende kraft dens malmhvasse odd, og hans hjerne
farvedes rød av blod, og han fældte ham midt i hans stormløp.
Derefter dræpte han Pylon, og Ormenos faldt for hans lanse.
Krigsgudens ætling Leontevs tok sigte med spydet og rammet
helten Hippómakos, søn av Antimakos, like ved beltet.
Hastig drog helten av skeden sit skarpslepne sverd, og i vrimlen
stormet han først mot Antífates frem, og i rasende nærkamp
gav han ham dødelig saar, saa han styrtet paa ryggen til jorden.
Derefter hugg han Iámenos ned og Orestes og Menon.
Samtlige segnet de en efter en paa den nærende jordbund.
Mens nu lapiterne tok de fældedes straalende rustning,
ventet Polydamas’ mænd og Hektors mandhaftige følge,
de som var taprest og flest og ivrigst ønsket at sprænge
ringmurens vern og herje med ild akaiernes skibe.
Endnu stod disse i nagende tvil og ventet ved graven.
Ti da de vilde gaa frem, kom en varselsfugl flyvende mot dem
like til venstre for hæren, en ørn som dalte fra høiden.
Fast i klørne holdt den en blodrød, kjæmpestor slange.
Levende vred den dog endnu sin krop og glemte ei kampen.
Hodet trak den tilbake og hugg i brystet ved halsen
fuglen som bar den i klo, og ørnen lot udyret falde
pint av smerte og kastet den ned i mændenes skare.
Selv fløi den skrikende bort med vingerne spilet i vinden.
Troerne stivnet av gru, da de saa den bugtede slange
ligge i kredsen, et jertegn fra Zevs, den vældige skjoldgud.
Da traadte helten Polydamas frem og talte til Hektor:
«Hektor, du har jo for skik at laste mig stadig paa tinge,
selv om mit raad er godt; ti at si dig imot i sin tale
sømmer sig ei for den menige mand, nei hverken i raadet
eller i slaget. Det gjælder for ham at øke din hæder.
Dog, jeg vil atter faa sagt, hvad jeg synes maa være det bedste:
drevet av tvang sine snekker, og guderne sørget tilhobe,
alle som hjalp danaernes mænd, naar de kjæmpet paa valen.
Frem gik begge lapiter til dyst i drabelig nærkamp.
Drotten Peiritoos’ søn Polypoites slynget med vælde
lansen mot Dámasos’ hjelm og traf i dens kindskjerm av kobber.
Stridshjelmens malmplate vernet ham ei; men tvers gjennem benet
trængte med knusende kraft dens malmhvasse odd, og hans hjerne
farvedes rød av blod, og han fældte ham midt i hans stormløp.
Derefter dræpte han Pylon, og Ormenos faldt for hans lanse.
Krigsgudens ætling Leontevs tok sigte med spydet og rammet
helten Hippómakos, søn av Antimakos, like ved beltet.
Hastig drog helten av skeden sit skarpslepne sverd, og i vrimlen
stormet han først mot Antífates frem, og i rasende nærkamp
gav han ham dødelig saar, saa han styrtet paa ryggen til jorden.
Derefter hugg han Iámenos ned og Orestes og Menon.
Samtlige segnet de en efter en paa den nærende jordbund.
Mens nu lapiterne tok de fældedes straalende rustning,
ventet Polydamas’ mænd og Hektors mandhaftige følge,
de som var taprest og flest og ivrigst ønsket at sprænge
ringmurens vern og herje med ild akaiernes skibe.
Endnu stod disse i nagende tvil og ventet ved graven.
Ti da de vilde gaa frem, kom en varselsfugl flyvende mot dem
like til venstre for hæren, en ørn som dalte fra høiden.
Fast i klørne holdt den en blodrød, kjæmpestor slange.
Levende vred den dog endnu sin krop og glemte ei kampen.
Hodet trak den tilbake og hugg i brystet ved halsen
fuglen som bar den i klo, og ørnen lot udyret falde
pint av smerte og kastet den ned i mændenes skare.
Selv fløi den skrikende bort med vingerne spilet i vinden.
Troerne stivnet av gru, da de saa den bugtede slange
ligge i kredsen, et jertegn fra Zevs, den vældige skjoldgud.
Da traadte helten Polydamas frem og talte til Hektor:
«Hektor, du har jo for skik at laste mig stadig paa tinge,
selv om mit raad er godt; ti at si dig imot i sin tale
sømmer sig ei for den menige mand, nei hverken i raadet
eller i slaget. Det gjælder for ham at øke din hæder.
Dog, jeg vil atter faa sagt, hvad jeg synes maa være det bedste:
