Side:Ibsen Samlede Værker IX.djvu/459

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

magter. Du er ikke under din mors længer. Og ikke under din – din plejemors heller.

Erhart

(i tiltvungen trodsighed). Jeg er under min egen magt, jeg, mor! Og under min egen vilje også!

Borkman

(frem imod Erhart). Så er kanske timen endelig kommen for mig en gang.

Erhart

(fremmed og afmålt høflig). Hvorledes –? Hvorledes mener far det?

Fru Borkman

(hånlig). Ja, det spør' rigtignok jeg også om.

Borkman

(vedbliver uforstyrret). Hør du, Erhart, – vil du så gå med din far da? Det er ikke gennem nogen andens livsførelse, et en mand kan finde oprejsning for sit fald. Sligt noget er bare tomme drømme, som er ble't fablet for dig om – hernede i stueluften. Om du så vilde indrette dit liv på at leve det som alle de hellige mænd tilsammen, – det nytted ikke mig en smule.

Erhart

(afmålt, ærbødig). Det er så sandt, som det er sagt.

Borkman

Ja, det er det. Og det vilde heller ikke nytte, om jeg gav mig til at visne hen i bod og sønderknuselse.