for det. Ikke bedre for mig. Der er roser og lavendler, – stueluft, der som her!
- Fru Borkman
(rystet, men med tilkæmpet fatning). Stueluft hos din mor, siger du!
- Erhart
(i stigende utålmodighed). Ja, jeg véd ikke, hvad jeg skal kalde det andet. Al denne sygelige omhu og – og forgudelse – eller hvad det er for noget. Jeg holder det ikke ud længer!
- Fru Borkman
(ser dybt alvorligt på ham). Glemmer du, hvad du har viet dit liv til, Erhart?
- Erhart
(udbrydende). Å sig heller, hvad du har viet mit liv til! Du, du har været min vilje! Jeg selv har aldrig fåt lov til at ha' nogen! Men nu kan jeg ikke bære dette åg længer! Jeg er ung! Husk vel på det, mor! (med et høfligt. hensynsfuldt blik til Borkman.) Jeg kan ikke vie mit liv til soning for nogen anden. Hvem denne anden så end måtte være.
- Fru Borkman
(greben af en stigende angst). Hvem er det, som har forvandlet dig, Erhart!
- Erhart
(truffen). Hvem –? Kunde det da ikke være mig selv, som –?
- Fru Borkman
Nej, nej, nej! Du er kommen ind under fremmede
