- Borkman
(ser hårdt på hende). Jeg forstår dig nok. Du vil fri min søn fra at bære sin fars navn. Det er sagen.
- Ella Rentheim
Aldrig det! Jeg skulde selv så trodsig og gladelig ha' båret det sammen med dig! Men en mor, som snart skal dø –. Et navn binder mere end du tror og véd, Borkman.
- Borkman
(kold og stolt). Godt og vel, Ella. Jeg skal være mand for at bære mit navn alene.
- Ella Rentheim
(griber og trykker hans hænder). Tak, Tak! Nu er der fuldt opgør mellem os! Jo, jo, lad så være, det! Du har gjort godt igen, hvad du kunde. For når jeg er ude af livet, så lever Erhart Rentheim efter mig!
(Tapetdøren slås op. Fru Borkman, med det store tørklæde over hodet, står i døråbningen.)
- Fru Borkman
(i voldsomt oprør). Aldrig i evighed skal Erhart hede så!
- Ella Rentheim
(viger tilbage). Gunhild!
- Borkman
(hårdt og truende). Her op til mig har ingen lov til at komme!
