- Ella Rentheim
(i stigende indre oprør). Det er det for sent at drøfte nu! Men jeg må ha' mit hjertes eget eneste barn igen, før jeg går bort! Det er så usigelig tungt for mig at tænke på, at jeg skal forlade alt, hvad liv er, – forlade sol og lys og luft, uden at lade efter mig her en eneste en, som vilde tænke på mig, mindes mig varmt og vemodigt, – slig, som en søn tænker på og mindes den mor, han har mistet.
- Borkman
(efter et kort ophold). Tag ham, Ella, – ifald du kan vinde ham.
- Ella Rentheim
(livfuldt). Gir du dit samtykke? Kan du det?
- Borkman
(mørk). Ja. Og det er ikke noget så stort offer, du. For jeg ejer ham så ikke alligevel.
- Ella Rentheim
Tak, tak for offeret endda! – Men så har jeg én ting til at be' dig om. En stor ting for mig, Borkman.
- Borkman
Nå, så bare sig det.
- Ella Rentheim
Du vil kanske finde det barnagtigt af mig, – ikke kunne forstå det –
- Borkman
Sig det, – sig det da!
