Side:Ibsen Samlede Værker IX.djvu/436

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
Ella Rentheim

Det er en sygdom, som der ingen hjælp og redning er for, du. Lægerne véd intet middel imod den. De må la' den gå sin gang. Kan ingenting gøre for at standse den. Bare lindre lidt kanske. Og det er da ialfald godt.

Borkman

Å, men det kan vare længe endnu, – tro du mig.

Ella Rentheim

Det kan muligens vare vinteren over, blev der sagt mig.

Borkman

(uden at tænke ved det). Nå ja, – vinteren er jo lang, den.

Ella Rentheim

(stille). Den er ialfald lang nok for mig.

Borkman

(ivrig, afledende). Men hvad i al verden kan den sygdom være kommet af? Du, som da visst har levet så sundt og så regelret –? Hvad kan det da være kommet af?

Ella Rentheim

(ser på ham). Lægerne tænkte sig, at jeg kanske engang havde havt store sindsbevægelser at gå igennem.

Borkman

(opbrusende). Sindsbevægelser! Aha, jeg forstår! Det skulde være mig, som har skylden!