Side:Ibsen Samlede Værker IX.djvu/429

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
Borkman

(nikker). Jeg kan huske det udtryk. (langsomt.) Alle guldets slumrende ånder.

Ella Rentheim

Men du tog det ikke for spøg. Du sa': ja, ja, Ella, det er netop det, jeg vil.

Borkman

Det var det også. Når jeg bare først kunde få foden i stigebøjlen –. Og det afhang dengang af den ene mand. Han kunde og han vilde skaffe mig den ledende stilling i banken, – ifald jeg på min side –

Ella Rentheim

Rigtig, ja! Ifald du på din side gav afkald på den kvinde, du havde kær, – og som havde dig så usigelig kær igen.

Borkman

Jeg kendte hans fortærende lidenskab for dig. Vidste, at han aldrig på noget andet vilkår –

Ella Rentheim

Og så slog du til.

Borkman

(heftig). Ja, jeg gjorde det, Ella! For magtlysten var så ubetvingelig i mig, ser du! Og så slog jeg til. Måtte slå til. Og han hjalp mig op halvvejs imod de dragende højder, hvor jeg vilde hen. Og jeg steg og steg. År for år steg jeg –

Ella Rentheim

Og jeg var som udslettet af dit liv.