- Borkman
Og endda så styrted han mig i afgrunden igen. For din skyld, Ella.
- Ella Rentheim
(efter en kort, tankefuld taushed). Borkman, – synes du ikke, at der ligesom har hvilet forbandelse over hele vort forhold?
- Borkman
(ser på hende). Forbandelse?
- Ella Rentheim
Ja. Synes du ikke det?
- Borkman
(urolig). Jo. Men hvorfor egentlig –? (udbrydende.) Å, Ella, – jeg véd snart ikke længer, hvem der har ret, – enten jeg eller du!
- Ella Rentheim
Du er den, som har forsyndet dig. Du fik al menneskeglæde til at dø i mig.
- Borkman
(angst). Sig da ikke det, Ella!
- Ella Rentheim
Al kvindelig menneskeglæde idetmindste. Fra den tid, da dit billede begyndte at slukne i mig, har jeg levet mit liv som under en solformørkelse. I alle disse år er det ble't mig mere og mere imod, – rent umuligt tilslut, at elske nogen levende skabning. Ikke mennesker, ikke dyr eller planter. Bare denne eneste ene –
